Hvor mange flere koldkrigsdokumentarer kan du holde til? Bare én mere – den er til gengæld lige så underholdende og hurtigt skåret som en god gammeldaws politisk thriller med russiske miliskurke.

Det er efterhånden et meget brugt kneb hos dokumentarister at fortælle om noget historisk igennem et fokus på en eller anden obskur beretning, som elegant og uden omtanke afspejler det store billede. ’Red Army’ er et fremragende eksempel på historien i historien med masser af ishockey-action, kommunistisk indskoling, fædrelandskærlighed og landsforræderi.

Det starter nu stille og roligt med den nu midaldrende superstjerne ”Slavy” Fetisov, der giver fingeren til instruktør Gabe Polsky, mens han taler ”big business” på sin mobiltelefon. ’Red Army’ fortæller dels Fetisovs historie – hans rejse fra fattig russerdreng til Røde Hær-yndling og NHL-super star – og dels beskriver filmen den interne Sovjetiske idrætskultur, der fordrer unge drenge til at træne sig op til eliteidrætsudøvere, som kan konkurrere med resten af verdens (USA’s) bedste! Det Sovjetiske ishockeyhold ”Red Army” er netop et resultat af dette, og med flere olympiske medaljer på CV’et er sportsmetaforen for koldkrigsspændingerne måske slet ikke så obskur endda.

Gabe Polsky har tydeligvis smag for det absurde og det melodramatiske. Især lader han, på ægte Herzogsk manér, kameraet køre gennem hele sine interviews, hvilket resulterer i mange ægte, men noget irrelevante situationer, og mange gamle russermænd med tomme blikke i fuld utiltalende figur sat i en mere eller mindre grotesk ramme, der dog samtidig meget fint illustrerer Sovjetunionens store forfald. Fordums flirt med ishockey-supermandsprogrammet sættes sjovt i relief med det nye Ruslands kapitalisme og Fetisovs smartphone business.

’Red Army’ er ikke en tung dans på isen, men snarere et let humoristisk og romantiserende billede af konkurrencen imellem to idégrundlag, der kryber ind i elitesporten og starter et militaristisk storheds-hockey-vanvid hos den ene rival. Til trods for det noget udsultede emne er filmen, med sin groteske stil, nostalgi, og kærlighed til sport og fædreland, et frisk tag på koldkrigsdokumentaren. Og hvis man bare er den mindste smule tilhænger af ishockey, er den intet mindre end et must see; Den Røde Hærs hurtige stil er nemlig sidenhen blevet et kendetegn for de bedste ligaer i verden.