Dokumentar om de legendariske Bordeauxvine er en smagsforladt oplevelse.

Det er nok gældende for de fleste, at når man hører navnet Bordeaux, tænker man som det første på rødvine. I David Roach og Warwick Ross’ dokumentar er hovedfokus lagt på den kommercielle side af vinproduktionen hos de mest prestigiøse châteauer. Vi får et indblik i, hvordan den globale økonomi påvirker salget af Bordeauxvine. Og vi præsenteres for de astronomiske priser, som dette medfører senest grundet interessen fra Kina.

Ved at kaste et blik på Red Obsessions stilfulde plakat kunne man håbe, at hvad man gik ind til var en interessant oplevelse. En silhuet af en mand står blandt utallige flasker rødvin som for at vise en passion for og et begær efter den fuldkomne smagsoplevelse. Illusionen brister dog indenfor filmens første sekunder, hvor et billede af en vinmark ledsages af Russel Crowes raspende fortællestemme. Fortællestemmen er et ud af adskillige elementer, der ikke fungerer i filmen. Valget af denne viser en manglende tiltro fra instruktørernes side til, at publikum evner at se det grandiose og smukke ved den uendelige vinmark uden. Og i dette tilfælde mister undertegnede fra starten noget tiltro til instruktørerne.

Filmen er fortalt på en måde, som man har set adskillige gange før, og det er derfor svært at få øje på noget, der gør den innovativ som dokumentar. Med dette menes, at der kun er gjort brug af en fortællestemme og interviews for at drive historien frem. Hvis så bare historien var god, men nej. Filmens start er igen karakteristisk, da det der her bliver sagt, overvejende er det der bliver gentaget hele resten af filmen. Der er et hav af øjeblikke, hvor man opdager, at filmen kører fast i et stykke information godt hjulpet på vej af den pauvre klipning. Filmen prøver ofte at løse dette problem gennem fortællestemmen eller underlægningsmusikken. Men lige meget hvor dygtige Russel Crowe eller komponist Burkhard von Dallwitz (The Truman Show) ellers er, så hjælper det ikke. Musikken bliver nemlig overdreven og påtaget patetisk, mens fortællestemmen prøver at tilføje en malplaceret dramatisk stemning. Også billederne i filmen er stærkt repetitive. Ved flere lejligheder undres man over, hvorfor nogle af billederne overhovedet er til stede, da de ikke tilføjer noget stemnings- eller handlingsmæssigt.

Den største force i filmen er nogle af dens interviews. Her får vi indblik i nogle få excentriske karakterer som den kinesiske sexlegetøjsfabrikant med verdens dyreste vinsamling. Og det er også her, vi finder de mest tankevækkende udsagn, der får os til at føle en flig af den passion, der er blandt de største vinentusiaster.

Det er overraskende at en dokumentar, der behandler en så lidenskabelig verden, kan være så lidenskabsløs. Red Obsession kan altså ikke slippe uden om, at den er en dårligt eksekveret dokumentar, som man har glemt inden ugen er omme.