Foråret bringer nye begyndelser, også på Disney+, hvor de har forsøgt sig på en genre-hybrid, som allermest minder om Prime Videos ‘Carnival Row’(2019) og HBO´s ‘The Nevers’(2021). Denne gang foregår det dog i 1700-tallet!
Nell Jackson (Louisa Harland) vender hjem fra søs, og på sin vej hjem til Tottenham bliver hun overfaldet af en gruppe landevejsrøvere i gang med at plyndre en rigmandsvogn. Da hun nægter at overgive sine ejendele til skurkene, bliver hun overfaldet, men et lille lys flyver ind i hendes mund, og Nell bliver overnaturligt stærk. Selvom hun ikke ved, hvad dette lys er, så virker hun hverken overrasket eller bange over sine nye superkræfter.
Det bliver senere afsløret at Nell har fået tildelt en lille hjælper ved navn Billy (Nick Mohammed), som beskytter Nell, når hun kommer i problemer, blandt andet da hun senere selv bliver landevejsrøver. Sammen skal de bekæmpe ondskaben i 1700-tallets England og genvinde retfærdighed i verdenen.
Nell er dog blevet beskyldt for et mord, hun ikke har begået, og bliver forfulgt af den myrdedes datter, Sofia Wilmot (Alice Kremelberg). Sofia er hævngerrig og ved hjælp af The Earl of Poynton (Adrian Lester), lærer hun om mørk magi.
Et ambitiøst plot
Det står hurtigt klart, at ‘Renegade Nell’ lider af at have lidt for mange delplots, som gør at det bliver svært at holde styr på handlingen. Dette skyldes til dels, at der bliver introduceret for mange karakterer, som hver skal have en målsætning. Det resulterer desværre i et for hurtigt tempo, når det kommer til karakterudvikling og ikke mindst en for hurtigt opnået konklusion til sidst.
‘Renegade Nell’ har også et plot, som forsøger at inddrage fantastiske elementer uden at have et formål med det. Seriens idé om magi og mystik interessant, især når det kommer til forskellen på lys og mørk magi, men udførelsen er mangelfuld. Og en forklaring på magien, der kunne have givet dens eksistens berettigelse, er ingen steder at finde.
Serien efterlader mange flere spørgsmål end den besvarer, og man sidder tilbage og overvejer, hvorvidt svarene på de spørgsmål overhovedet er det værd at vente på en i en eventuel ny sæson.
Autentiske sets, locations og kostumer
En periodedrama er altid bedst når den gør brug af historiske bygninger, og det gør ‘Renegade Nell’. Serien er fyldt med storslået godser, hyggelige værtshuse og travle byer, og det hjælper seeren med at leve sig ind i en verden fra fortiden.
Kostumerne har samme effekt, og der er hverken blevet sparet på silke, fjer eller parykker. Især nyhedsmagnaten Lady Eularia (Joely Richardson) er blevet udsmykket i det fineste puds, hvilket sætter streg ved hendes status som en magtfuld kvinde.
De mange hestevogne, som bliver brugt i serien, er også vigtige for historien, især når de viser den store forskel mellem de rige og fattige i dette uretfærdige samfund.
Stærk kvindelig hovedrolle
Louisa Harland er nok bedst kendt for sin rolle som den afslappede Orla i Netflix’s ‘Derry Girls’(2018), men denne gang spiller hun en kvik og viljestærk kvinde med et køligt overblik. Den irsk-fødte skuespiller vedligeholder en stærk Londoniansk accent, samtidig med at hun fremviser en sjov og imponerende skotsk accent i et af Nell’s mere dristige bedragerier. Harlands komiske geni skinner igennem i denne serie, og et godt grin er aldrig gemt for langt væk i lungerne.
En anden overraskende og komisk optræden er den, vi får fra karakteren Charles Devereux, også kaldet Isambard Tulley, spillet af Frank Dillane. Devereux er en fattig Lord, som er nødsaget til at begå landevejsrøveri for at opretholde hans image blandt de rige i samfundet. Han og Nell slår sig sammen for at berøve flere rigmænd på landevejen, men dette ender ikke særlig godt for Devereux. Dillane bringer karisma og attitude til karakteren og gør den til en af de sjoveste optrædelser i serien.
Sofia og Poynton er to gode skurke, der balancerer det humoristiske med noget mørke og mystiske. Alice Kremelberg spiller en fascinerende og mangefaceterret rolle som Sofia, der bliver overbeskyttende og magtsyg efter sin fars død. Hendes hunger efter at lære mørk magi bliver mere interessant, da hun bliver elev af Poynton, som gennem hele serien manipulerer alle, han støder på. Adrian Lester er i sin optræden som skurken uhyggeligt god til at snyde ikke blot karaktererne i serien, men også seeren.
‘Renegade Nell’ er til tider lidt for kort til et meget indviklet plot, men den emmer dog stadig af charme, mystik og humor. Den er derfor perfekt til dem, som elsker periodedramaer og fantasy-serier, ligesom mig.