Makaber vold, platte jokes og Nic f***ing Cage i rollen som legendarisk vampyrfyrste viser sig at være opskriften på et par underholdende timer i biografen, selvom ’Renfield’ langt fra rammer plet på alle parametre.

Til et emotionelt støttemøde i en lille kirke sidder den underligt gammeldags klædte Renfield (Nicholas Hoult), blandt en gruppe skrøbelige mennesker. Mødet er for folk, der føler sig fanget i et usundt forhold med en narcissist.

Hvor de sårbare karakterer åbner op for hinanden om deres manipulerende partner, åbner Renfield op for os om sin dominerende chef, ingen ringere end Dracula (Nicolas Cage).

Vampyrfyrsten dominerer konstant sin usikre tjener, fysisk og psykisk. På den måde sikrer den luskede vampyr at Renfield, som han har tildelt en brøkdel af sine overnaturlige kræfter, fortsat tjener ham ubetinget. Det indebærer at indfange ofre til den blodtørstige vampyr og hjælpe ham i alle hans kampe mod de folk, der forsøger at stoppe duoens årtier lange stribe af mord.

Netop det, at dynamikken mellem Renfield og Dracula på mange måder afspejler et usundt romantisk forhold, bliver filmens gennemgående joke. Noget filmen især får meget sjov ud af til støttemøderne i kirken. Det bliver også filmens talerør i et forsøg på at formidle en række seriøse beskeder om giftige forhold, personlig udvikling og det at stå op for sig selv.

Beskederne bliver desværre til tider inkorporeret ret uelegant, som når hovedpersonen flere gange pludselig snakker direkte til os i voice-over for at sikre, at vi fanger de analogier, som er i spil. Heldigvis er der masser af underholdningsværdi at finde i dynamikken mellem en velspillende Nicholas Hoult og en flyvende Nicolas Cage og alt det kaos, de forårsager.

Masser af stil uden den store substans

Over the top-kongen Nicolas Cages portrættering af den ikoniske vampyr er helt selvbevidst meget vulgær, overdrevent excentrisk, og ekstremt makaber. Om han entusiastisk slagter en gruppe vampyrjægere eller afslappet nyder en blodcocktail med øjeæbler i, så gør han det med sin typiske energi, humor og karisma.

Portrætteringen er en perfekt indkapsling af det stilistiske udtryk, som ’Renfield’ inkorporerer i alle facetter af filmen.

Fra elegante aristokratiske kostumer til forrygende set design, der blander meget dystre elementer med noget mere majestætisk (blandt andet Draculas nye dystopiske skjulested), til absurd blodige actionscener.

Især filmens action skruer så højt op for sin splat med et tydeligt glimt i øjet, at man ikke kan andet end at grine af de absurd blodige mord som Renfield og Dracula begår på et hav af fjender.

Modsat filmens præsentation og stil, så har selve fortællingen til gengæld elementer som er ret tandløse. Det gælder især filmens krimi-sidefortælling med den ellers ganske karismatiske politibetjent, Rebecca (Awkwafina) i centrum.

Den stålfaste og rapkæftede politikvinde kæmper for at få skovlen under byens kriminelle kartel som fik hendes far dræbt. En kamp der først bliver underholdende at følge efter at Renfield og hans mester bliver involveret.

Kan vi komme tilbage til Dracula?

Kartellets leder (Shohreh Aghdashloo) indrømmer, at hendes organisation hverken er den største eller rigeste. Hun praler til gengæld med, at de bare er så benhårde og brutale, at alle alligevel må bukke sig for dem.

Til trods for den beskrivelse lader organisationen til at have ekstremt mange ressourcer, som  både bruges på utallige politibestikkelser og James Bond-agtige sporingssystemer. Alligevel formår de gang på gang at overgå deres egen inkompetence i den ene fejlslagne aktion efter den anden. Troværdigheden af den trussel, som de skal forestille at præsentere, bliver altså skudt fuldstændig ned.

På deres værste er disse skurke et tamt sæt af karakterer der absolut ingen mening giver. På deres bedste er de til gengæld velfungerende kanonføde for de bærende karakterer i splatter-actionscenerne. Der er ikke noget, som at se en tumpet forbryder blive flået midtover (bogstaveligt talt) af Draculas tjener, der overbevisende viser at han hurtigt kan gå fra sårbar stakkel til hårdkogt kriger.

Filmens stærkeste skurk og største stjerne forbliver Nicolas Cages’ Dracula. Renfield og Rebecca er da ganske underholdende hovedpersoner, men sammen med resten af karaktergalleriet står de ironisk nok i skyggen af fyrsten der ikke kan tåle sol.

Hvad angår interessant historiefortælling, opfinder ’Renfield’ ikke den dybe tallerken. Det behøver den dog heller ikke for at underholde os med sin gode humor, sin ekstravagante stil og en forrygende skurkepræstation af kulthelten Nicolas Cage.