Af Nicolai Meldgaard Eskesen
Det er med spændt men anderledes forventning at denne anmelder sætter sig til rette i Cinemaxx på en forsinket sommerdag i september. I modsætning til normalt er filmen nemlig ikke det nyeste fra Hollywoods forlystelsesland af attraktioner. Denne gang er det en ca. 40 år gammel sag lavet af Francis Ford Coppola lydende navnet: The Godfather.
Hvordan skal man så forholde sig til en film, der af kritikere såvel som publikum er udråbt til mesterværk (således er filmen på Imdb.com stemt ind på en 2. plads med 9,1 ud af 10 mulige stjerner). En måde at gøre det på var som Informations anmelder at hive en tonemester med i biografen for at høre om Warner, der ejer filmene har gjort deres restaureringsarbejde godt nok på lydsiden udover det rent visuelle. Sidstnævnte gør Cinemaxx selv meget opmærksom på i pressematerialet, med henvisninger til at The Godfather nu vises i en 4k digitalprojektion og efterfølgeren The Godfather part II i den mere normale 2k . For tekniknovicen lyder dette måske som sort snak, men i overgangen fra 2 til 4k går biografskærmens pixelopløsning fra at have ca. 2,2 mio til 8,8 mio pixel. Altså ca. fire gange så meget detaljerigdom i billedet, som eftersigende skulle være det tætteste man kan komme på virkelighedens skarphed. De gode mennesker i fisketorvets biografkompleks slår yderligere tingene fast med følgende perspektivering: ”…forstil dig at, at du holder et kreditkort op til et lærred, som er 8 meter bredt, dit kreditkort vil så dækkes af mere end 1000 pixels”.
Men tilbage til hvordan man bedømmer to ikoniske værker som igen og igen pryder forsiden på filmhistoriebøger og som har et legendarisk skuespilhold i Marlon Brando, Al Pacino, Robert Duvall, James Caan, Diane Keation, John Cazale, Robert De Niro, Lee Strasberg…osv. Hertil kommer historien om gangsterverden set indefra med alle de intriger og rivaliseringer man kan forestille sig, og om en søn der forgæves prøver at komme ud af kriminaliteten, men som ender med at overtage faderens imperium.
Denne anmelders løsning blev at tage Mama med, så hun kunne sammenligne og fortælle om dengang hun så The Godfather i imperial i 1973. For det første blev hun(såvel som undertegnede) slået af detaljerne i filmens scenografi, som eksempelvis da den egenrådige filminstruktør(der siger nej til Don Corleones tilbud) vågner op i sin seng i selskab med sin bedste avlshests afskårne hoved. I det at kameraet zoomer ind på sengen får vi mulighed for at se rummets interiør heriblandt den gyldne oscarstatue til venstre for sengen. Man kan ikke lade være med at tænke på, om Coppola har haft en speciel instruktør tankerne da han udtænkte disse scener.
At Coppola har udtalt at filmen efter sin restaurering til forveksling ligner det der løb igennem filmprojektorerne i 1972 skal skam nok være rigtig, men for denne anmelders mor var dette gensyn bedre fordi lærredet var større end dengang i Imperial. Talende for den yngre generation, der primært har set værkerne på DVD, lægger man især mærke til hvor lysere filmen er blevet og dette vel at mærke uden at de mister noget af det unikke look filmene har.
Alt i alt er The Godfather og The Godfather part II to uforlignelige værker, der kan ses og nydes på talrige planer. Fra det sublime skuespil, over den mættede stemning som lydsporet, den mørke lyssætning og scenografien giver, til den grandiøse fortælling, der er filmens svar på The great American novel og græsk tragedie samlet i et mesterværk nu endelig igen kan nydes i biografen. Se det er så sandelig et tilbud man ikke kan afslå!
The Godfather havde premiere i Cinemaxx d. 30/9 og The Godfather part II får premiere d. 7/10