Jennifer Hudson synger sit hjerte ud, men kan ikke redde Liesl Tommys biopic fra at være en middelmådig omgang.
”The Queen of Soul.”
Det klinger godt og var med rette et af de mange flatterende tilnavne, sangerinden og fænomenet Aretha Franklin erhvervede sig igennem karrieren. Stik imod hvad den biografaktuelle ’Respect’ påstår, så var det ikke hendes producer Jerry Wexler, der fandt på det royale øgenavn – den ære tilfaldt et par radio-djs fra Chicago.
Har man set en biopic, så ved man, at det er sådan, det er. Sandheden bliver twistet lidt i dramaturgiens navn, men hvorvidt det rent faktisk har den intenderet gavnlige effekt, det veksler.
Og det samme gør sig gældende i ’Respect’.
Filmen starter i Detroit, 1952, hvor den kommende dronning af soul kun er ti år gammel. Hun bor sammen med sine søskende hos sin far, den karismatiske præst C.L. Franklin (Forest Whitaker), en hård mand med en stor kærlighed til musik.
Den lille Aretha (Skye Dakota Turner) har en fantastisk stemme og er ofte indslag til mange af farens fester, hvor godt og vel alle sorte kendte fra den periode frekventerede den luksuriøse præstebolig – og det er også der, pigen bliver voldtaget af en ukendt person.
En af de mange traumatiske begivenheder, som filmen skildrer, i den 20-årige periode, vi følger Aretha, kulminerende med koncertoptagelserne til live-albummet ’Amazing Grace’.
Cry Me a Hudson-River
Filmens store trækplaster er Jennifer Hudson, der bragede ind på filmscenen med sin Oscarbelønnede rolle i ’Dreamgirls’, hvor hun krængede sit hjerte ud som en sang-diva.
Hudson er også en oplevelse her. Sangstemmen brillerer i al sin gloriøse pragt, og det er også i filmens musikalske øjeblikke, at ’Respect’ er stærkest. Hvad enten det er i studiet, når sangene skal kreeres eller på scenen foran et hujende publikum, excellerer Hudson i gestaltningen af en musiker i verdensklasse.
Så snart vi kommer væk fra dén arena, bliver det tydeligt at se, at den tidligere ’American Idol’-vinder først og fremmest er sanger. Skuespillet er lidt karikeret, og de store følelsesladede scener er klippet fermt til, således at tårer og snot er blevet føjet til Hudsons ansigt, før kameraet er begyndt at optage – små, velkendte tricks, men i det som helt klart bliver kørt i stilling til en Oscar for bedste kvindelige hovedrolle, bør man kræve en højere standard.
Kan vi få en djævleuddriver til filmsettet?
’Repect’ er en ordentlig mundfuld på cirka to og en halv time, hvor man snildt kunne have trimmet fyrre minutter fra, uden at det havde skadet slutresultatet.
Især en gennemgående gimmick med at kalde Aretha Franklins perioder med depression og alkohol for, at dæmoner har fat i hende, er decideret træls. Ordene bliver sagt så mange gange og tydeligt udtalt, at selv dilletant-skuespillere vil krumme tæer. Om det er Tracey Scott Wilsons manuskript eller Liesl Tommys instruktion, der bærer skylden for dette , er ikke til at vide, men enerverende er det.
Egentlig er ’Respect’ en fin film, der dog på ingen måde kommer til at være relevant om bare et år eller senere i fremtiden. Har man set en biopic, har man også set den her, og skal man se en film om soul-legenden Aretha Franklin, skal det helt klart være den fremragende koncertfilm ’Amazing Grace’ eventuelt spædet op med hendes fantastiske (og alt for korte) performance i John Landis-klassikeren ’Blues Brothers’.
