‘Pig’ er en ny film i en række af produktioner, der belyser relationerne mellem natur og mad-industri fra forskellige vinkler. I løbet af få dage bliver filmens centrale karakter og uomgåelige omdrejningspunkt “Rob” tvunget ud på en voldsom odysé fra Oregons muld til de hvide duge på Portlands fineste restauranter for at genforenes med sin elskede trøffelgris.

Robin ”Rob” Feld (Nicholas Cage) rejser sig mellem Oregons rislende floder, fugtige jordbund og milde skovlyde med en stor trøffel i hånden. Han har fundet den sammen med sin muntert gryntende trøffelgris, der er hans eneste egentlige selskab i det lille skur, han bor i. 

Kameraet følger Robs rolige bevægelser igennem elementerne i en effektfuld kombination af nærbilleder af arbejdende hænder og et rigt lydbillede. Forførelsen er total, og man føler sig hensat til en tilstand af total afslapning. Selvom afslapningen ikke holder hele filmen igennem, så gør den sensibilitet, der afspejler Robs nærvær. 

Alting ånder, omend lidt trist og ensom, fred og fordragelighed, indtil Amir (Alex Wolff) kommer bandende og svovlende anstigende ad skovstien i en storspruttende, gul Chevrolet Camaro. Den irriterende opkomling er fuldstændig ude af sit element og kan få hele skovens skønhed til at trække følehornene tilbage på et øjeblik, hvilket står til Wolffs ære som skuespiller.

Da Robs elskede svine-kumpan bliver taget fra ham ved et voldsomt hjemmerøveri, sætter Rob kursen tilbage mod sin fortids arena, Portland, med ufrivillig hjælp fra den unge, nyrige Amir for at få grisen tilbage. 

Der er vitterligt ingen hjælp at hente for Rob, der igen og igen støder på personer fra restaurationsbranchen, som har fået ædt deres medmenneskelighed helt op af kapitalistisk grådighed og ikke ser nogen værdi i Rob uden hans gris, hvorfor de nægter at hjælpe ham med at finde den. Således stikker Rob lige så meget ud fra omgivelserne i Portland, som Amir gjorde i skoven.

Tilsyneladende tilbage fra de døde vandrer han rundt som en grim, traumatiseret helt med kulinariske superkræfter og en stålsat vilje til at være sig selv modsat hele den penge og prestige-gale mad-kulturelite i Portland.

Robs personlige odyssé er samtidig en rejse gennem den moderne industrielle fødekæde fra jord til bord

Michael Sarnoskis debut som instruktør udkommer i samme måneder som flere andre dyre-betitlede film såsom ‘Cow’ (2022), ‘Lamb’ (2021) og ‘Men’ (2022). Om disse kan det siges, at ‘Lamb’ og ‘Cow’ på hver sin måde er et møde med naturen, ‘Lamb’ i en mere mytisk forstand, mens ‘Cow’ omhandler vores industrielle behandling af kvæg.

Et pudsigt sammentræf, men ‘Pig’ udkommer også kort tid efter en anden film om trøffelgrise – nemlig ‘Trøffeljægerne fra Piemonte’ (2021) og heller ikke længe efter den danske ‘Smagen af Sult’ (2021). To film i hvilke aspekter af haute cuisine-produktionen figurerer. 

Alt dette peger i retning af en tidstypisk fascination af produktionen og forbruget af mad, især på restauranter, måske fordi det er på restauranterne, at man møder både natur og industri på samme tid.

Det er disse overvejelser, der også placerer ‘Pig’ i sin samtid, hvor den pirker til spørgsmål som ”kan man industrialisere det sensuelle?” og ”Hvis en genstand, såsom en trøffel, opnår en kommerciel værdi, kan den så overleve som reel oplevelse?”

Det er disse overvejelser sammen med forførende kameraarbejde, der til tider klæber til den fåmælt storspillende Nicholas Cage, der gør ‘Pig’ god.

Til gengæld karikerer den sine antagonister til en grad, der gør dem utroværdige og lader derefter deres hjerter åbenbares ved hjælp af belejligt placerede mad-relationer fra fortiden. Udmærkede skuespiller-præstationer kan ikke redde et par vigtige biroller fra at vippe fra komplet følelsesløse til hulkende vrag på et alt for tyndt grundlag.