Thomas Anders Jensen inviterer endnu engang indenfor i sit vanvittige univers, hvor det sædvanlige slæng er samlet i forsøget på at finde en mening med meningsløsheden. Dog blegner Mads Mikkelsen, mens Lars Brygmann stjæler rampelyset!

Meget dårligt kan siges om 2020, men det har godt nok været Mads Mikkelsens år! Det føles, som var det to minutter siden, at han brillerede i ’Druk’, og nu er han sørme på pletten igen. Det er han som hovedrollen i Anders Thomas Jensens længe ventede ’Retfærdighedens ryttere’, hvor han spiller soldaten Markus, der med hjælp fra Nikolaj Lie Kaas, Nicolas Bro og Lars Brygmann forsøger at finde en mening med meningsløsheden.

Mikkelsens kone er død i en togulykke, og samtidig med at han forsøger at håndtere sin sorg og arbejde på forholdet til sin datter, dukker Lie Kaas op og fortæller ham, at konens død skyldtes et nøje planlagt terrorangreb.

Dette bliver startskuddet til et voldsomt, blodigt hævntogt, hvor alle involverede hen ad vejen må stoppe op og overveje, hvorvidt livets store sammenhænge i virkeligheden blot er én lang række af tilfældigheder.

 Et glædeligt gensyn

Vi plasker rundt i en meget lille andedam herhjemme, og det kan til tider blive en anelse forudsigeligt at se de samme skuespillere igen og igen i alle danske film. Det er dog ikke et problem i Retfærdighedens ryttere. Det føles hjemligt og som om, at alt falder på plads, når Mikkelsen, Lie Kaas og Bro toner frem på skærmen sammen.

Vi har ad adskillige omgange set, hvad de kan præstere under overvågning af Jensen, og som sædvanligt kan man læne sig roligt tilbage i sædet. Her er et hold, der virkelig ved, hvad de laver!

Denne gang kommer der dog en ny spiller på banen – Lars Brygmann! For dette kan man kun være taknemmelig. Brygmann rammer så plet, at man lades til at tro, at han, ligesom de andre, har gebærdet sig i Jensen-universet i årevis.

Hans karakter og skuespil er en imponerende balanceret blanding af varme og vanvid, og det kan være tæt på umuligt ikke at trække på smilebåndet (for ikke at sige grine højlydt), når først han folder sig ud.

En forspildt chance

Mads Mikkelsen er selvfølgelig også god. Det kan virke fuldstændig unødvendigt at nævne, for hvornår er han ikke det? Alligevel er hans rolle faktisk min største anke mod filmen.

Markus-karakteren er fra start til slut en hård hund. Hårde hunde har man ikke lyst til at klappe endsige interessere sig for, og det er derfor uundgåeligt, at ens opmærksomhed med det samme vandrer fra hovedrollen og over til Brygmann eller Bro i stedet.

Mikkelsen er overbevisende i rollen som klassisk, indebrændt actionhelt, og med overlegne biroller er det i og for sig ikke problematisk at have en lidt endimensionel hovedrolle. Dog ærgrer det mig bare sådan, at han ikke er blevet givet mere at arbejde med!

Mikkelsen har i alle Jensens film bevist, hvilket enormt komisk potentiale, han besidder. Eksempelvis mener jeg, at præstationen i ’Adams Æbler’ er et højdepunkt i hans karriere og i dansk film generelt. At ignorere dette i ’Retfærdighedens ryttere’ er næsten utilgiveligt for ikke at nævne helt ude af trit med Jensens sædvanlige stil.

Kartotek af komiske karakterer

Når man tidligere har lavet så store og elskede film som Jensen, så har man dæleme noget at leve op til. Det lykkes et langt stykke af vejen med ’Retfærdighedens ryttere’!

Filmen er ikke så makaber som ’De grønne slagtere’, langt fra så absurd som ’Mænd og høns’ og ikke nær så mørk som ’Adams æbler’. Til gengæld er den ofte lige så sjov som ’Blinkende lygter’, og på mange måder står den ud som helt sin egen ved at være en anelse mere klassisk og sentimental end de førnævnte film.

Heldigvis bliver filmen aldrig for klassisk, for Jensens kartotek af karakterer er som altid båret af brogede, atypiske personligheder, mens den sorte, ukorrekte humor sniger sig ind overalt og minder en om, hvorfor hans film helt sikkert ikke er for alle, men i den grad er for nogle!

Ser man bort fra Mikkelsens fejlcasting, er ’Retfærdighedens ryttere’ en gennemført fortælling, der på fin vis er optaget og fascineret af livets tilfældigheder, samtidig med at den på Anders Thomas Jensen-agtig vis er utroligt underholdende!