Jeg elsker bryllupper og jeg elsker film og jeg elsker bryllupper på film– og det gør Jonathan Demme tydeligvis også. Sidste gang han anvendte brylluppet som katalysator for konfrontationer hos en ganske almindelig amerikansk familie (med fri leg i følelsesregistret inden for rammerne af et underspillet manuskript) var med dramaet ‘Rachel Getting Married’, som var en stor succes. Denne gang tyder det på, at brylluppet er blevet mast ind i tredje akt for at få afsluttet en ellers utrolig vellykket historie om Ricki (Meryl Streep), der af tragiske årsager bliver kaldt tilbage til den familie, som hun har forladt i Indianapolis til fordel for et liv som rockmusiker i Tarzana, LA.

En skildring af det virkelige liv
Der er ingen sensationelle hændelser i denne film. Man har valgt at prioritere fremstillingen af virkelige mennesker i en virkelig familie, der udfordres af den virkelige verden. Og det lykkes at holde denne prioritering indtil sidste akt, hvor det føromtalte bryllup mases ind på meget klodset vis. Det er tydeligvis en måde at afslutte familiedramaet på, men kæden falder fuldstændig af i takt med, at alle skal redde hinanden, og at vi skal se LA vinde over Indianapolis på hjemmebane.

Det eneste, der måske kan pynte på den sidste akt, er, at hjemmebanen er et veganerbryllup i udendørsomgivelser med jitterbug i stedet for brudevals – altså noget manuskriptforfatteren, og måske også undertegnede, tydeligvis synes, er super tacky, men som almindelige mennesker måske ville finde super romantisk, hvilket igen øger troværdigheden og humorniveauet.

Man kommer dog ikke uden om, at de manuskriptmæssige valg til denne tredje akt virkelig skuffer. Og det er ærgerligt, når Jonathan Demme ellers med så stor sirlighed formår at portrættere Ricki, hendes band og hendes familie på en måde, så man ender med godt at kunne lide dem alle sammen og gerne havde fulgt dem en anden vej end den valgte.

Bruce Springsteen, Pink og Lady Gaga
Et virkelig vellykket, og også ret dominerende, element i filmen er musiksekvenserne, hvor Ricki og hendes band ‘The Flash’ går på scenen på den lokale bar med amerikanske evergreens og nyere musik til det unge publikum. Her kommer Jonathan Demmes force inden for koncertfilm virkelig til udtryk.

Han har formået at balancere på grænsen mellem at gøre bandet for godt til at være troværdigt som balle-band, men stadig helt igennem underholdende for publikumsører og øjne. Meryl Streep får blandt andet igennem disse scener den tyngde, der kræves for, at rollen som den fallerede LA-musiker ikke bliver uinteressant og utroværdig. Både hendes kontakt med sit band og energien, der er i livemusik, kommer fantastisk godt til udtryk, og man er ikke i tvivl om bandets underholdningsværdi. Den musiske del af denne film er kort sagt utrolig gennemført.

Det er tydeligvis de små ting i livet, kombineret med gode musiske sekvenser, der gør denne film seværdig.