‘Ringenes herre’ har altid været den perfekte film-trilogi, hvilket gør den næsten umulig at følge op på. Serien ‘Rings of Power’ fejlede, men kan denne animationsfilm kæmpe sig ud af den oprindelige trilogis skygge?

Der går stadig et sug gennem maven på mig, når jeg ser kong Théodens kamptale på Pelennor-sletten, før han og hans Rohirrim rider ned mod titusindevis af orker og den sikre død for at hjælpe Gondor i ‘Ringenes herre: Kongen vender tilbage’.

Ligeledes fyldes jeg med frygt og håb i slaget om Helms Dyb. Og det er netop dette folk, og dette sted, som det nyeste forsøg på at genvinde franchisens tabte ære handler om. Filmen handler om Helm Hammerhand, kongen af Rohan ca. 200 år før ‘Ringenes herre’, og faktisk endnu mere om hans datter, Hèra.

En borgerkrig ulmer i det nordlige steppeland, og da den utilfredse Freca tilbyder sin søn Wulf i giftermål til kong Helms datter, bliver krigen svær at stoppe. Helm har nemlig andre planer med sin datter, og hun har selv sine egne. Det er ikke en ligeså stor fortælling som kampen om godt og ondt i ‘Ringenes herre’, men den er mindst lige så episk.

Ingen ring, intet problem

Selvom Tolkien døde for mange år siden, bliver der ved med at komme nye film og serier ud fra det univers, han fandt på. Denne gang kommer historien om Helm Hammerhand og borgerkrigen direkte fra bøgerne, nemlig Appendix A, om Rohans tidligere konger.

Datteren Hèra, som spilles af Emma Thompsons datter Gaia Wise, er unavngivet i det oprindelige materiale. Dertil er store dele om hende altså ny-opdigtet, for at få lidt tiltrængt repræsentation af kvinder med i Tolkiens Midgård.

Der er måske mange Tolkien-fans, der ryster på hovedet, hvis det ikke følger hans nedskrevne ord til punkt og prikke, men det føles både naturligt og nødvendigt at inkludere Hèra som karakter. Og Gaia Wise gør det godt i sin første store hovedrolle, hvilket er imponerende, når hun spiller overfor Brian Cox som Helm.

Slet ikke en ringe film

I både ‘Hobbitten’ og den nye ‘Rings of Power’-serie manglede der noget. De føltes ikke lige så storslåede og fantastiske som ‘Ringenes herre’. Og selvom meget af den originale DNA fra filmene går tabt i overførslen til animation, føles ‘Krigen om Rohan’ bare mere som ‘Ringenes herre’.

Filmen går en hårfin balancegang mellem at fortælle en helt ny, original historie, og spille på nostalgi og kendskab til de oprindelige. For meget nyt, og det mister forbindelsen til kildematerialet, for meget gammelt og det føles som et billigt spil på forbrugernes nostalgi. Selv med en blid kvindelig fortællerstemme og Howard Shores oprindelige musik i starten, formår animationsfilmen at holde denne balance perfekt.

En tredje undertitel med ordet ‘ring’ i

‘Krigen om Rohan’ er dog ikke en perfekt film, som sine forgængere. Selvom animationen er flot, når den aldrig helt de visuelle højder, der er muligt med mediet, og med en spilletid på over 2 timer føles den til tider langtrukken.

Den når også imod slutningen at prøve at gøre sig relevant for ‘Ringenes herre’-filmene på en unødvendig måde (som jeg dog alligevel ikke vil spoile her). Det er ærgerligt. For der behøves ikke gøres mere end at forklare, hvordan Helms Dyb fik sit navn og give et stemningsfuldt billede af Rohans historie. Og det gør den.