Som optakt til den årlige Robertprisuddeling afholdes der frokost for de nominerede. Aviaja, 100% frivillig amatørskribent, vovede pelsen og begav sig afsted for at finde ud af, hvad Robert-frokosten er for en størrelse.

– Hvor er du fra?
Filmmagasinet Nosferatu.

– Jamen, så skal du sidde her ved det runde bord, det er til wannabe-pressen. Og så kan du hænge din jakke i gaderoben lidt længere nede.

Omkring det runde bord
Det er en lille lyshåret kvinde i en brun kjole med hvide prikker, der byder mig velkommen til frokosten for Robert-kandidaterne. Det skal foregå på Tivoli Hotel. Klokken er 11, og de nominerede kommer først om en halv times tid, så jeg får hængt min jakke pænt, og tilslutter mig resten af ”wannabe-pressen”.

Folkene ved dette bord er ”voksne”. Gad vide om jeg også ligner en voksen? Blender jeg ind? På trods af at jeg er fyldt 23 år, sætter jeg mig stadig ved børnebordet til familiearrangementer, og dette føles mest af alt som om, at jeg har sat mig ved de fjerne onkler og tanters bord til en overfladisk fødselsdagsbrunch.

Til min venstre side sidder en pænt klædt herre og overfor mig to kvinder, som jeg aldrig rigtig får hilst på. De har vist travlt, den ene skal nå noget og håber derfor ikke, at frokosten trækker ud.

Der står også en lidt yngre fyr til højre for mig i en rødternet skjorte. Jeg finder aldrig ud af, om han tilhører os undermålere eller ”den rigtige presse”, men som en sprintløber i startposition står han klar til ankomsten af æresgæsterne: De nominerede. Eller i hvert fald de kendte af de nominerede.

Min nye ven
Herren til venstre henvender sig til mig, og han bliver min allierede gennem frokosten. Jeg får aldrig hans navn, men han er her på vegne af bloggen Kulturformidleren.

Ingen af os har fået set specielt mange af de nominerede film, men vi er enige om, at grunden til størstedelen af skuespillerne fra den noget middelmådige DR-serie ’Fred til lands’ er blevet nomineret for deres præstationer, må være fordi, der ikke rigtig har været konkurrenter.

Kandidaterne begynder lige så stille at dukke op og starter på buffeten, så det gør min nye ven og jeg også.

Vores bord er placeret, så alle, der dukker op til arrangementet, bliver nødt til at passere os for at komme ind til maden og området, hvor de nominerede skal sidde og spise.

Jeg føler mig derfor nødsaget til at spise forholdsvist pænt og fortryder ved første bid, at jeg har taget en croissant.

Den krummer utrolig voldsomt, og jeg kan mærke, hvordan dens flager sætter sig fast i min læbepomade.

Dame-smalltalk og flere frokostudfordringer
Damen, der bød mig velkommen, kommer hen og står ved vores bord. Hun synes, de nominerede kommer lidt sent.

Der mangler stadig en del. Det ser ud til at det famøse fællesbilledet bliver udskudt. Hun undskylder.

”Du skal ikke undskylde overfor os, vi er bare wannabe-pressen,” siger jeg ikke.

Damerne snakker om, at det nok er på grund af vejret, at folk kommer for sent. Og at den nye metro er midlertidigt lukket. Og det er desuden også for dårligt, at de har omlagt ruten for 1A.

Jeg prøver i stedet at spise noget af den bygsalat, jeg har taget, men jeg nåede ikke at spise morgenmad, så mit blodsukker er lavt, og jeg ryster på hånden, når jeg prøver at løfte gaflen op til min mund. Og så falder perlebyggen ned på min tallerken igen. Kikset.

Jeg genkender en skuespiller. Ham der var med i ’Min Søsters Børn i Sneen’ som Dan. ”Dan, som i såDan.”

Man kan godt se, at det er nogle år siden, at han lavede den film. Jeg aner ikke, hvad han har medvirket i, siden han er til denne frokost.

Min nye ven går op for at tage mere mad, så det gør jeg også. Damerne er enige om, at her er meget varmt, og jeg har lært af skade og spiser melon med kniv og gaffel.

Glassene er firkantede, og jeg er lige ved at fejle i at tage en tår vand. Note til mig selv: Husk at drikke af et hjørne!

Jagten på de kendte går ind (for nogen)
Klokken er 12, og der er stadig folk, der ikke er dukket op. Men det er Trine Dyrholm.

Og imens en gruppe journalister stimler sammen om hende, og fire fotograferer foreviger momentet, spiser jeg mig mæt i hummus og naanbrød.

Trine D. udstråler badass boss bitch-vibes i et gult suit med shades og hvide sneaks. Hendes ankler er blottede, og det må være koldt, for det er bidende sjaskvejr i dag.

Jeg tænker på, hvornår jeg kan gå og drikker vand med citron for at holde mig beskæftiget.

Den rødternede journalist lusker rundt med et smil på læben, for han har allerede fået to interviews. Han ranker ryggen og begiver sig ind i salonen, hvor de seje spiser.

Jeg hører en mand erklære, at det er tid til fællesbilledet nu, fordi det er stoppet med at regne.

Overrasket kigger jeg ud ad vinduet bag mig for at se, om det virkelig kan være sandt. Og det ligner ganske vist også, at regnen er stoppet, når man kigger ud i luften.

Men jeg kigger ned i jorden med min erfarne regnspotterøjne og kan se, at dråberne stadig slår ned på de våde trekantede fliser.

Mens jeg tanker et glas citronvand mere, prøver Magnus Millang at vælge mellem otte varianter af grøn the.

Ham, hans bror Emil, Marijana Jankovic og Lene Maria Christensen er også nogle af de populære ofre for journalisterne ved frokosten.

Der bliver endelig budt velkommen.

Oliver Zahle skal være vært ved prisuddelingen. Årets show er næsten udsolgt.

Der opfordres til, at kandidaterne ikke drikker sig for fulde i tilfælde af, at de skal op og modtage priser. Man må gerne være politisk i sin takketale.

Det lakker mod enden
Jeg skal tisse sindssygt meget efter fire glas vand med citron, men der er fællesbillede om to sekunder, så jeg tør ikke gå nu.

Folk bliver stablet sammen på stolerækker udenfor. Det regner stadig, så det skal helst gå stærkt.

Stolene var blandt andet dem, os fra wannabe-pressen sad på. Da de kommer ind igen, er de drivvåde. Måske et tegn til, at det er på tide at komme videre.

Klokken 13.24 giver jeg hånden til den venlige herre fra Kulturformidleren og smutter i stedet over på Fisketorvet for at shoppe udsalg. Det er ikke et sted, jeg plejer at hænge ud, men det er frokosten for Robert-kandidaterne heller ikke.

Og selvom jeg heller ikke føler mig på hjemmebane på Fisketorvet, bliver jeg i det mindste ikke eskorteret til et bord for wannabes.