RoboCop er tilbage fra fremtiden.
Året er 2028. Det multinationale selskab OmniCorp er førende inden for militær robotteknologi og vil gerne begynde at sælge robotter til at holde orden i USA’s storbyer. De mangler bare at overbevise folk om, at de trygt kan overlade deres sikkerhed i hænderne på maskinerne. Alex Murphy (Joel Kinnaman) er en ihærdig politimand og kærlig familiefar. Da han bliver dødeligt såret, sætter OmniCorp en plan i gang, der skal resultere i en robot-politimand, som befolkningen kan se op til – halvt menneske halvt maskine. Alex Murphys sind underkastes ufrivilligt OmniCorps robotsoftware, men de har overset én ting: Der er stadig en mand inde i maskinen, som søger retfærdighed.
I 1987, da den første ‘RoboCop’-film udkom, lå filmens fremtidsvisioner mere end 40 år ude i tiden. Når den nye ‘RoboCop’ har premiere i biograferne verden over, vil der være cirka 14 år tilbage at løbe på. Altså er ‘RoboCop’ gået fra science fiction til forestående virkelighed. Filmens brasilianske instruktør, José Padilha, har været opmærksom på dette, og det kan anes, at han har forsøgt at bringe RoboCop ud af slut-80’ernes forestillinger om fremtidens magtkampe mellem mennesket og teknologien og ind i vor tids fokusskifte til accepten af den allestedsnærværende teknologi. Det lykkedes dog ikke helt. Den retrospektive naivitet bag selve konceptet “RoboCop” har været umulig at udviske, og det volder problemer under det ellers flotte og skinnende ydre: 80’er-kiksede navne som “RoboCop” og “OmniCorp”, den skinnende røde lyslinie, som går igen både indeni og udefra RoboCops visir og ikke mindst det musikalske tema til RoboCop er en del af pakken, som ikke har kunnet skæres væk eller ændres i opgraderingen. Kort sagt: den historiske og æstetiske kontekst virker forældet. Hele præmissen for universet omkring den panser-armerede politibetjent er underligt og nærmest meta- anakronistisk, når man på en gang oplever fortid, nutid og fremtid på skærmen.
I første halvdel af filmen er til tider medrivende, når vi glimtvis får indsigt i de fysiske og psykiske udfordringer, der ligger i Alex’s erkendelse og accept af sit nye liv som maskine. I historien tømmer OmniCorps videnskabsmænd Alex/RoboCop for kroppens neuro-stof Dopamin for at undgå et komplet psykisk nedbrud. Efter dette må Alex Murphy finde sig at blive passager uden indflydelse i RoboCop-dragten. Det samme gælder Joel Kinnaman, som ikke får yderligere chancer for at bevise sine evner som formidler af de følelser, der i starten af filmen netop gør RoboCop til mere end bare en actionfigur.
For at kompensere for RoboCops manglende diversitet som karakter, har de oprindelige skabere af ‘RoboCop’ i stedet valgt at spille på den etiske og politiske fortælling, som RoboCop-figuren er i centrum af. Til at drive denne fortælling, som egentlig er hovedfortællingen, er der castet et kæmpe arsenal af tungtskydende skuespillere til RoboCop anno 2014. Gary Oldman, Michael Keaton, Samuel L. Jackson, Jay Buchanan ogJackie Earle Haley er blandt andet at finde på rollelisten. Efter min mening bliver det lidt for åbenlyst, at man har forsøgt at skjule svaghederne ved RoboCop-karakteren og -universet i en jungle af øjestjælende karakterer og skuespillere.
‘RoboCop’ er fyldt med fede robot-effekter, stærke skuespillere og en underliggende etisk og politisk problemstilling, der sparker røv. Filmen skuffer dog ved ikke at tilbyde en holdbar gen-etablering af en ny historisk og æstetisk kontekst og ved ikke at give nok plads til sin titelbærende hovedkarakter.
