“What’s a rock’n’roller ?”, spørger filmens voice over og giver herefter selv svaret, samtidig med at der lægges i kakkelovnen til en gang sparken røv kombineret med lynklipning a la Snatch, som Guy Ritchie som bekendt står bag.

One Two og Mumbles forsøger at score kassen på en ejendomshandel, og de må derfor de må låne penge af Lenny Cole, Londons en-mands-mafia, som dog tager røven på dem samtidig med at han forsøger at bestikke et byrådsmedlem til at forfalske nogle byggetilladelser, som russeren Uri Obomavich ønsker, så han kan bygge sit kæmpestadium. Dette falskneri kommer til at koste Uri 7 mio. euro, som hans lysky revisor Stella skal skaffe ham. Hvad han dog ikke ved er, at Stella har forbindelse til forbrydergruppen Wild Bunch, som er dem Lenny startede med at tage røven på, og som to gange i træk scorer de syv millioner euro med en bonus på 20 procent af byttet til Stella.

I mellemtiden har russeren Uri lånt Lenny et lykkemaleri, så handelen lettere kan gå igennem, men der går ged i det hele, da Lennys formodede afdøde stedsøn, den stofmisbrugende Johnny Quid, låser sig ind og stjæler maleriet. Lennys højre hånd, Archy, sættes på sagen med et hold af minigorillaer. Imens alt dette udspiller sig, bliver Handsome Bob forelsket i One Two, som knalder Stella, i hvem russeren er forelsket, indtil han finder ud af at hans elskede maleri, som Cookie har købt af pels-junkierne og givet til One Two, befinder sig i hendes lejlighed og at Stella måske har en finger med i spillet omkring de stjålne nu 14 mio. euro.

Forvirret?

Jeg var en smule. Guy Ritchie er ikke en mand som spilder tiden, og allerede 2 min. inde i hans nye film Rock’n’rolla er plottet i spil. Men det er også klart, at vil man have introduceret så mange karakterer og så mange handlinger til filmen, må man bruge sine 114 min. på en snu måde. Og det formår Guy Ritchie. Plottet er bygget op i sekvenser med nærmest hvert deres pay off og med dertilhørende rappe replikker og one-liners. Med ”Whisky is the new vodka” og med scenen hvor Archy forgæves forsøger at lære sine gorillaer, hvordan man giver en ordentlig lussing med baghåndsslag, er der lagt op til nogle gode grin. Og det er måske også lige hvad man har brug for i denne stressede juletid.

Desværre forsøger Guy Ritchie også at bringe alvor ind i filmen ved at lade den ende ud i et far/søn opgør, hvor han bare skulle have kørt linen ud og lavet et whack scenarie som i Snatch. Ja, det virker rent faktisk desværre som om, at han forsøger at genskabe Snatch, bare med andre navne og med nye skuespillere. Filmen er spækket med smarte navne, og via replikkerne forsøger den at overbevise publikum om, at dette handler om hvem der er mest Rock’n’rolla. Men i følge denne anmelder er der bestemt ikke noget rock’n’roll over noget i denne film. Der er praktisk talt ingen sex, næsten ingen stoffer og meget lidt rockmusik. Heldigvis forsikrer Guy Ritchie os om i rulleteksterne, at they will be back in The real Rock’n’rolla!! Jamen hvad er det så lige han har fået mig til at bruge 114 min. på?? The fake rock’n’roller havde da så været den rigtige titel til filmen! Det lugter af, at Ritchie har lavet en Jang. Hvis man vil have hele historien med, er man nødt til at gå ind og se næste afsnit. Så kan det også være man finder ud af, hvad der rent faktisk var motivet på russerens lykke-maleri…

Men man skal ikke sparke på folk der allerede ligger ned. Guy Ritchie har som bekendt lige været igennem en skilsmisse fra pop-ikonet Madonna, hvilket tydeligt har taget hårdt på mandens syn på kvinder, som i denne film kun ses i roller som værende dumme, døde eller udspekulerede.

Kom igen Ritchie. Vi ved du kan.

Men når det så er sagt, vil jeg gerne medgive, at Rock’n’rolla også er en løbsk galophest på rulleskøjter samt en hæsblæsende gangsterkomedie, som helt sikkert vil være sjov og syret, når du skal i biografen 1. januar ovenpå dine tømmermænd. Den er uden tvivl underholdende, og det er nok også bare det man skal tage den for. Og hvis den stikker dybere end det så, mind my bollocks, må I lige ringe til mig.