Med ’Rogue One’ Disney har åbnet sluserne for spin-offs og den første ’Star Wars Story’ har nået biograferne. Men er Kraften med dem?

’Rogue One’ finder sted i dagene op til ’A New Hope’, hvor Imperiet er ved at lægge sidste hånd på den første Dødsstjerne. En broget flok rebeller stykkes sammen og påtager sig en umulig mission: At stjæle planerne til supervåbenet og på ny skabe håb i galaksen. Holdets kerne udgøres af den skruppelløse Cassian (Diego Luna) og den noget mere modvillige Jyn Erso (Felicity Jones), hvis far (Mads Mikkelsen) var med til at udvikle våbnet. Deres rækker tæller også den blinde, Kraft-troende Chirrut (Donnie Yen), afhopperen Bodhi (evigt velkomne Riz Ahmed) og den obligatoriske droide K-2S0 (Alan Tudyk).

Selvom de alle tjener deres formål, så mangler de alle gnisten, der gjorde at publikum forelskede sig i karakterer som Poe Dameron og Kylo Ren. Ikke engang Ben Mendelsohn får lov til at gøre indtryk på trods af, at han rocker årets sejeste kappe. Men han ser skidegodt ud. Det gør de alle sammen. På nær en distraherende dårlig CGI-dukke af en kendt skuespiller, der ligner en på flugt fra en Robert Zemeckis-film. Instruktør Gareth Edwards styrke ligger ikke i mennesker, men i hans komposition af nogle gudesmukke billeder. Det er noget af en kliché, men han får virkelig gjort rumstationen til en selvstændig karakter – en mystisk og ærefrygtindgydende en af slagsen. Man får virkelig et indtryk af, at Imperiet tøjler kræfter grænsende til det guddommelige, når Dødsstjernen skaber solformørkelser.

I stjernekrig gælder alle kneb
Et godt stykke hen ad vejen skærer den sit eget territorie i Star Wars-universet. Det er en mørkere og mere nådesløs affære, hvor alle ufine metoder må tages i brug. Man må også godte sig over nogle af de nuanceringer, som Edwards leverer uden at italesætte dem direkte.  Den ekstremistiske rebel Saw (Forest Whitaker) er blevet slidt ned af mange års kamp mod Imperiet. Han må indhalere en gas, der til forveksling får ham til at lyder som en vis Sith fyrste – der selvfølgelig også får et øjeblik eller to i solen.

Filmen skal også have point for nogle stikpiller til det nye årtusindes amerikanske udenrigspolitik. Man skal virkelig have skyklapperne spændt godt fast for ikke at bide mærke i parallellerne mellem scenerne på ørkenplaneten Jedha og diverse mellemøstkonflikter. Til tider føles det næsten som om, at vi er godt på vej væk fra eskapismen, der ellers har været en af Star Wars’ helt store forcer. Det ender dog med at føles mere som en sidebemærkning. For som ’Rogue One’ nærmer sig sin konklusion, siver der mere og mere ”klassisk” ’Star Wars’ ind i den – helt ned til de vante framings af X-Wing piloter. Det føles en smule unaturligt – som om at Edwards har fået et eller to rap over nallerne og er blevet påtvunget en husstil sent i forløbet.

Især føles de forcerede hentydninger til kendte og elskede karakterer kalkulerede. Kan vi ikke for Kraftens skyld få sat en stopper for små nuttede referencer til andre karakterer, der kun optræder for at publikum kan tænke: ”Jeg ved hvem de snakker om”? Det er så åbenlys en faldgrube, at det er til at få grå hår af. Man bliver revet ud af universet i stedet for at blive draget længere ind i det. Galaksen begynder at føles så lille, i stor kontrast til de stort anlagte set-pieces, hvor fodtudser løber rundt mellem AT-AT’ernes fødder.

Noget nyt under de to måner?
’Rogue One’ er altså et hæderligt, men også lidt skuffende startskud på et nyt kapitel. Det ændrer dog heller ikke, ved at filmen slutter på et ægte, nådesløst adrenalinsus. Men hvor fine de sidste minutter end er, så er vejen dertil mærket af øjeblikke, hvor historien falder fra hinanden. Det er som at have en dansepartner, der træder en over tæerne det ene minut og det næste eksekverer en mageløs piruette. Den er storslået, men langt fra så storartet som håbet.