Bodil Jørgensen, Kristian Halken og Rolf Lassgård fører kompetent an i Niclas Bendixens nye romantiske dramakomedie.

For anden gang i sin karriere indtager den erfarne koreograf Niclas Bendixen instruktørstolen på en spillefilm. Modsat første gang (’Ditte og Louise’, 2018), har Bendixen selv skrevet manuskript til ’Rom’, vel og mærke i et samarbejde med Christian Torpe (hjernen bag Tv-serien ’Rita’) og Kristian Halken.

Halken, der er mere kendt for sit skuespil, finder vi også i filmens mandlige hovedrolle, Kristoffer, over for Bodil Jørgensen i den kvindelige hovedrolle, Gerda. De spiller på ganske charmerende vis et ældre ægtepar, der fejrer deres 40-års jubilæum med en tur til Rom. 

På skærmen bliver de to garvede skuespillere gjort selskab af svenske Rolf Lassgård, der spiller den højkulturelle og dameglade karismatiker Johannes.

I filmens fortælling kombineres drama og komedie, og i begge afdelinger har skaberne fat i noget. Filmteknisk og æstetisk er værket meget ordinært, så det er klart gennem manuskriptet og skuespillet, at filmen viser sig fra sin bedste side. Dog ikke uden væsentlige udsving.

Halken i hopla

Halken retfærdiggør sin udnævnelse til både manusforfatter og hovedrolleindehaver med skuespil, der især hviler glimrende i manuskriptets komiske timing. Han og Jørgensen spiller på overbevisende, sød og sjov vis et troværdigt ægtepar.

Til tider kommer deres forhold og fortællingen omkring dog til at føles karikeret, i dele hvor filmen bevæger sig i mere kluntede, klichéfyldte og ekstravagante retninger. Det sker med scener, hvor dramaet piskes op til fantasiløse og melodramatiske replikker, og andre scener hvor komedien reduceres til forceret pruttehumor og ”danglish” jokes.

Ekstravagant kan man ikke kalde filmens visuelle præsentation. Rom vises ikke frem med synderligt elegant kameraføring eller kunstnerisk sprudlende belysning bortset fra et par enkelte scener, hvor der leges med brugen af skygger. 

Selvom den visuelle præsentation er forsigtig, ved folkene bag kameraet tydeligvis, hvad de laver, og de skruer en let fordøjelig præsentation sammen. 

Et tidligere liv

Rom kommer til at danne ramme for den primære personlighedsmæssige konflikt hos parret. Konflikten ligger i kontrasten mellem Gerdas passion for kunst, kultur og eventyr kontra Kristoffers mangel på samme. 

Gerda har som ung studeret kunst i Rom, og nogle af de ting, der definerede hendes yngre selv, kommer nu op til overfladen igen.

Her kommer Johannes ind i billedet. En gammel flamme fra Gerdas unge dage i Rom, der i høj grad deler disse kunstneriske passioner med hende. Hans karakters udfoldelse er udmærket udtænkt, og hans dynamik med Gerda gør det ellers ordinære drama mere interessant. 

Og så er skuespilsveteranen Lassgård også rutineret nok til at spille naturligt med på Jørgensens og især Halkens humoristiske indslag.

Hvor der handles, der spildes

Med Johannes’ tilstedeværelse, der fuldender fortællingens trekantsdrama, bliver filmen som sagt mere interessant. Rom og Johannes bliver billedet på det liv, Gerda har givet op på, mens Kristoffer bliver billedet på, hvad hun har opgivet det for. Emnerne, der undervejs bringes op gennem denne dualitet, er faktisk også tungere, end hvad der kan forventes ud fra filmens præmis og tone. 

Det giver også de velkendte tematikker om formål og kærlighed noget vægt, at filmen trods de humoristiske indslag tager dramaet seriøst, og udforsker Gerdas identitetskrise på emotionel vis.

Bagsiden af at koble værket op på de her ambitioner er, at fortællingens kluntede udsving stikker mere ud, og trækker filmen ned. De jokes, der ikke rammer plet, falder virkelig til jorden, og det samme gælder de konfliktoptrapninger, der ikke virker troværdige eller medrivende. Heldigvis rammer filmen oftere inden for rammen, end udenfor.

’Rom’ tillader sig at sigte højere end blot at være endnu en letfordøjelig romantisk dramakomedie. Selvom filmen langt fra er perfekt, så er det netop viljen til at gøre mere end forventet med sine karakterer, sammen med en pæn dosis god humor, der hæver værket fra det middelmådige til det ganske kompetente.