Moderne teknologi og venskab sættes på prøve i en nærværende historie, der trods en overflod af elementer rammer direkte i hjertekulen.

Mobiler og børn og unge er emner, nyere børnefilm ikke kan få nok af – især konsekvenserne af at samfundet er blevet så højteknologisk, som det er.

Både ’Fremad’ og ’The Mitchells vs. The Machines’ er eksempler på den trope, der så småt er begyndt at blomstre op. Nu kommer ’Ron – virker næsten altid’ med sin egen version, om dog den er meget mere jordnær end de førnævnte.

Her møder vi Barney (Jack Dylan Grazer), som er en outsider på sin skole og ikke har særligt mange venner. Han holdes endnu mere udenfor, da techkoncernen Bubble lancerer deres smarte B-Bot: en nuttet, rund robot på størrelse med en hund, der forbindes til telefonen og derved høster al personlig data for at skræddersy barnets perfekte bedste ven.

Og vores hovedperson er den eneste på hele skolen, der ikke har en.

Teknologi, det rene barnemad

’Ron – virker næsten altid’ er endnu et animeret eventyr om venskab, der foregår i et samfund, de fleste af os kender.

Mere af samme skuffe? Det virker sådan på flere punkter, men filmen skiller sig alligevel ud ved at fortolke emnet på en ny måde.

Venskab i en digital tidsalder, venner der glider fra hinanden, overvågning af forbrugere og korrupte forretningsmænd spiller alle en rolle i filmen. Kort sagt, der er meget at holde styr på, og der sker meget hele tiden.

Animationsfilmen har da også fart på helt fra begyndelsen og bremser ikke, uanset hvor mættet af gamer-, vlogger-termer og filmreferencer man bliver. Og det vil nok aldrig stoppe med at være lidt udmattende, at filmmanuskripter indeholder ord som pranks og livestreams.

Men ’Ron – virker næsten altid’ har kritikken af teknologien i den ene hånd, og den store verden, der åbner sig med teknologien, i den anden.

Børnene i filmen kniber med at skabe dybe relationer, fordi de bruger så meget tid med deres B-Bot, og mange af dem er overfladiske og endda afhængige af at pleje deres image, samtidigt med at robottens teknologi matcher dem med elever med fælles interesser  – det vil sige, at har du intet til fælles med en anden person, er I ikke egnede til at være venner.

Men sagen er bare ikke så ensidet, for man kan sagtens danne meningsfulde relationer online, og det er altid en svær ting, når film har det fælles standpunkt, at teknologi altid er farlig.

Heldigvis viser det sig hurtigt, at denne fortælling ikke blot ser tingene på én måde, og det er faktisk sjældent at opleve en børnefilm, der håndterer emnet på sådan en jordnær og ret vidunderlig måde.

Eventyret ser emnet fra begge sider og skrotter aldrig helt de teknologiske fremskridt, men forstår derimod hvordan nyopfindelser og sociale medier kan blive misbrugt og skabe store negative konsekvenser uden at se bort fra alt det, der er at udforske samme sted. Det er et friskt pust i familiefilmens katalog.

Når forskelle forener os

Da Barneys far og mormor får skaffet ham den B-Bot, han så højt ønsker sig for at passe ind blandt alle de andre børn, viser det sig dog, at der er en fejl med robottens kode. Hans nye ven Ron (Zach Galifianakis) opfører sig ikke, som produktet ellers er designet til, forbinder sig ikke til nettet og får dermed ikke drengens oplysninger ”direkte ude af æsken.”

Nej, robotten har sin egen måde at gøre tingene på – lidt ligesom Barney selv, der føler sig totalt anderledes end alle andre. Derfor må det umage par lære hinanden at kende på gammeldags facon og arbejde sammen, når de hurtigt får rodet sig ud i problemer.

Venskabet i ’Ron – virker næsten altid’ må nok være et af de stærkeste, der længe har været på det store lærred. Drengen og robotten går konstant i hak med hinanden og møder ikke hinanden på lige præmisser – for Ron er jo trods alt et produkt, Barney har fået.

Men venskab skal gå begge veje, og gennem eventyret lærer de to karakterer heldigvis hinanden at kende, og hjertet kan ikke undgå at varmes, når de langsomt finder deres takt, beskytter hinanden, og Ron begynder at forstå omverdenen lidt bedre.

Jeg må ærligt indrømme, at jeg græd, da robotten regner ud og derefter husker, at drengen er bange for mørke og derfor giver ham et beroligende natlys, når hans lampe ikke virker. Det er jo ikke til at stå for.

’Ron – virker næsten altid’ er et moderne eventyr på alle fronter, og når man kommer bagom de typiske popnumre på soundtracket og den forvirrende flok af personer, hvor fokusset egentlig bare skulle have været på venskabet hele tiden, forstår filmen venskab endnu mere og endnu dybere, end den forstår, at telefoner ikke altid er en dårlig ting.