Af Jesper Nielsen,

Fra animationsholdet bag Terkel i knibe og Rejsen til Saturn kommer endnu en drengerøvsfilm i samme format og visuelle stil, som dog er mere omfattende end de tidligere film, hvad angår det mangfoldige univers af karakterer. Ronal Barbaren er generel større, flottere og dyrere, men gør det den nødvendigvis også til en bedre animationsfilm?

Hvis man er til taglines som: ”bare fordi man er en vatpik kan man sagtens redde verden” og ”et rigtigt drengerøvseventyr med babes, nosser og muskler” har man en nogenlunde idé om filmens indhold, og trods flot teknisk kunnen samt udmærkede 3D effekter forbliver denne fantasy-films plotstruktur sin egen værste fjende, fordi karakterernes replikker går i ring, hvilket bliver enormt forstyrrende og på ingen måde bidragende til filmens samlede helhed.

Til forskel fra Einstein Films to tidligere animationsfilm er Ronal Barbaren en episk fortælling lokaliseret i en fiktiv verden, der mest af alt minder om et uheldigt sammenstød mellem Conan the Barbarian og Lord of the Rings, hvorfor resultatet ligner noget fra en dårlig firser-fantasy film. Det er selvfølgelig helt bevidst, hvorfor gigantiske olieindsmurte krigere med g-strenge samt ualmindelige storbarmede amazonekrigere udgør en stor del af filmens univers. Et univers som antihelten Ronal (Anders Juul) livligt bevæger sig igennem for at redde sit stolte barbarfolk.

Ronal er en spinkel dreng med meget lidt selvværd. Han kan ikke fremvise overdimensionerede muskler eller overnaturligt vovemod som de andre barbarer, derimod har han intelligensen på sin side, hvilket han en dag får hårdt brug for, da hele hans stamme kommer i den onde fyrst Volcazars (Lars Mikkelsen) hænder. Det medfører en episk og desværre alt for sjældent humoristisk rejse, hvor Ronal får følgeskab af et noget karikerede og klichéprægede slæng, som består af den dovne og småfede troubadour Alibert (Hadi Ka-Koush), der kun tænker på kvinder og druk samt den smukke og krigeriske skjoldmø Zandra (Lærke Winther Andersen), som finder barbarerne interessante grundet deres styrke og vovemod.

Selvom man på denne rejse møder en masse forskelligartede personer (Ole Thestrup som orakel er den eneste, der skildrer sig positivt ud), og den tekniske standard samt generelle billedmængde er blevet større end animationsholdets tidligere film, giver det i sidste ende ikke bonus, fordi det Ringenes Herre-inspirerede plot aldrig formår at løfte sig ud over den drengerøvsgenre som store dele af dansk animation åbenbart sidder fast i.

Måske er denne signatur bare ikke målgruppen. Ronal Barbaren er i alt fald blevet solgt til mere end 25 lande.

2 ud af 6 stjerner