Der er nuttet dreng for alle pengene i ”Room”, som indeholder mesterligt skuespil af alle medvirkende. Dog føles den tudeværdige film til tider lettere overfortalt.

”Room” er en kidnapningshistorie langt væk fra, hvad man ellers kender fra thrillergenren. Her er fokus nemlig på forholdet mellem en mor og hendes femårige søn, Jack, som aldrig har været uden for det skur, hans mor blev taget til fange i for syv år siden. En dag lykkes det dem at undslippe. Resultatet bliver en film om både de psykiske konsekvenser af kidnapning samt tilpasningen til hvad, der for Jack er en helt ny verden.

Verden med nye øjne
… Og det er da også voldsomt rørende. Man lever sig helt og holdent ind i de to karakterer og den gensidige kærlighed, der gennemstrømmer filmen. Hjulpet på vej af de mange nære billedbeskæringer holdes fokus på mor og søn og dermed væk fra historien om kidnapperen, hvis rigtige navn vi ikke engang kommer til at kende. Det efterlader et par ubesvarede spørgsmål, men fungerer også godt, idet vi i den første time kun ser interiøret af dette Room, som sammen med alle møblerne i det lille rum er personificeret af Jack.

Der bygges tydeligt op til bruddet, hvor vi og Jack skal møde den virkelige verden, og det lykkes filmen at skabe et mesterligt øjeblik, hvor selv tilskueren forbløffes over træernes højde og himlens farve. Skiftet herfra til det mere psykologiske efterspil er bestemt vellykket, om end den sidste del er en smule forudsigelig.

En Oscar værdig
”Room” har allerede fået meget omtale for det gode skuespil, og det er bestemt ikke tom luft. Brie Larson er sin Oscar værdig med den kærlighed, hun formår at lade skinne igennem alle sine tårer og vredesudbrud. Jacob Tremblay giver den hele armen i rollen som Jack, og Lenny Abrahamson kommer i sin instruktion heldigvis også et stykke ud over den åbenlyse nuttethedsfaktor, der er givet.

Ærgerligt overfortalt
Trods den store følelsesmæssige indvirkning kommer ”Room” ind imellem til at overfortælle historien. Brugen af slowmotion er unødvendig, det samme er den scene, hvor Jack river sit nye, materielle LEGO-hus i stykker, og vi nærmest blændes af symbolik. Det er en skam, da det gode skuespil sagtens havde kunnet bære filmen med en mere subtil billed- og lydside.

Filmen er baseret på en bog af samme navn, og adaptionen efterlader desværre også et par mangler. Den massive brug af voice-over, hvor Jacks tanker får lov at flyde, er naturligvis den lette overførsel af en romans tankestrøm, men det kommer ikke til at fremstå som den bedste løsning til filmlærredet. Det bliver nærmere endnu et forstyrrende og overfortællende element.

Tag din mor under armen!
Forholdet mellem mor og søn skildres inderligt og intimt, og selvom filmen efterlader et par løse ender, kommer man efter to timers klump i halsen ud af biografen med et stærkt indtryk. ”Room” er uden tvivl en anbefalelsesværdig film, som giver dig lyst til at ringe til din egen mor med det samme.