Efter komedieafstikkeren Looking for Eric er britiske Ken Loach tilbage i vanlig politisk farvand med sit portræt af det engelske engagement i den seneste krig i Irak. Som altid i instruktørens film filtreres kritikken af krigens privatisering i de seneste år gennem en socialrealistisk vinkel; nemlig ud fra venskabet mellem soldaterkamératerne Fergus og Frankie. Det fungerer ikke helt smertefrit.
Filmveteranen Ken Loachs nye film starter og slutter sigende ved floden Mersey. Vi ser to drenge på et skibsdæk. De morer sig med at drikke sig fulde i billig vin og snakke om hvorvidt de vil rejse ud i verden til Australien eller New Zealand. At den sorgløse ungdoms ønsker har trange kår, forstår vi hurtigt da filmen springer frem til nutiden, hvor vi ser Fergus (Mark Womack) fortvivlede ansigtsudtryk, i mens han hører kammeraten Frankies(John Bishop) forgæves forsøg på at få fat i Fergus over telefonen. Forgæves fordi Fergus på det tidspunkt var anholdt oven på et værtshusslagsmål, og da denne endelig kan aflytte beskederne er det uigenkaldeligt for sent. Vennen er død på jobbet som privat sikkerhedsvagt i Irak, på det der er kaldt den farligste vej i verden; Route Irish, hovedvejen fra den grønne zone i Bagdad til lufthavnen.
Der er således ikke noget odiøst i vennens endeligt, men Fergus er overbevist om, at alt ikke er gået rigtig for sig. En overbevisning som fra start primært stammer fra hans dårlige samvittighed over at have været den, som i sin tid fik Frankie overtalt til at tage jobbet i Irak. Noget som den efterladte kæreste Rachel(Andrea Lowe) også føler, men da Fergus modtager en pakke med en mystisk mobiltelefon, får tvivlen og filmens thrillerelement luft under vingerne. Langsomt men sikkert afdækker Fergus og Rachel de virkelige omstændigheder omkring vennens død. En sandhed der som al krig er beskidt og brutal.
Route Irish er som udgangspunkt en klassisk godt fortalt Ken Loach film, hvor man ikke et øjeblik er i tvivl om at filmens handling har fat i vigtigt emne; krigen i Irak og ikke mindst de efterfølgende konsekvenser, som den stigende brug af private sikkerhedsfirmaer til militære opgaver i det urohærgede Irak fører med sig. Filmens problem lægger i sammenkædningen af den storpolitiske agenda og den almene personlige historie om venskabet mellem Fergus og Frankie. Mark Womack får på trods af ihærdige forsøg og til tider godt skuespil aldrig rigtig formidlet, hvorfor vennens død gør ham villig til at ville satse alt på at finde frem til sandheden. Hertil kommer at Ken Loach hen imod slutningen bliver mere optaget af at hamre sine politiske kommentarer fast. Specielt en scene med Fergus der waterboarder en af de mistænkte drabsmænd, virker mere som et dunk i hovedet, en et vink med den gammelkendte vognstang om alle de dårlige ting tortur afstedkommer.
Route Irish er således langt fra et mesterværk, men det er stadig en vigtig film at se og forholde sig til, ikke mindst for os danskere, der selvom vi (endnu) ikke har private militærværn udstationeret i Irak og Afghanistan, kan lære meget af hvad konsekvenserne af krigsdeltagelse betyder for soldater, pårørende og ikke mindst de uskyldige, som alt for tit fanges på den forkerte side af geværløbet!
– Nicolai Eskesen