Liam Neeson agerer for tredje gang aldrende actionmand med spanske Jaume Collet-Serra ved roret. Bulder, brag og endeløse ladegreb bliver vi selvfølgelig ikke snydt for, men ’Run All Night’ formår alligevel relativt underholdende at skyde sig fri af de værste af trivialiteternes faldgruber.

Åh nej, tænker du. Nu har Liam Neeson en pistol i hånden igen! Heldigvis er det denne gang en anelse mere nuanceret. Han har en helt anden jakke på, og rollen som brødebetynget, desillusioneret eks-lejemorder har en uvant, men kærkommen emotionel dybde. Præmissen er som ofte før, i denne genre, baseret på det tikkende urs ubarmhjertige deadline, og historiens fatale og skæbnesvangre nat er i Brad Engelsbys manuskript fyldt til randen med sorg, skyld, alkoholisme og forestående død. Det er i sig selv ikke specielt revolutionerende, men de psykologiske aspekter i dette fungerer for en gang skyld som en glimrende undskyldning for de hæsblæsende biljagter og larmende skuddueller, vi uundgåeligt skal overvære.

Mig og mafiaen

Overfor Liam Neesons irske mafia-hitman Jimmy Conlon, står Ed Harris som den værdige og vedkommende antagonist, fra New Yorks underverden, der tit har været en mangelvare i nyere actionfilm. Ed Harris er Shawn Maguire – en kynisk forbryderboss, der ønsker død over Jimmy og hans søn, da hans egen nedskydes af netop Jimmy efter et dødbringende møde mellem mafiamachoer, hvor Jimmys søn uheldigvis er vidne. Med en bevæbnet Liam Neeson på plakaten er yderligere uddybning af historiens forløb vist ikke nødvendig.

Lyder det bekendt, er historien da også bemærkelsesværdig tæt på Sam Mendes’ ’Road to Perdition’, hvor Tom Hanks i rollen som angrende lejemorder må flygte med sin søn efter næsten samme opskrift. Det essentielle i ’Run All Night’ er dog ikke det lidt tyndslidte plot, men derimod de underliggende tematikker om brudte faderskabsbånd og tilgivelse. Tilgivelse af sig selv, fra sin søn og ikke mindst fra den betjent (Vincent D’Onofrio), der stædigt har jagtet Jimmy de sidste 30 år for de mange bestialske mord, han har begået og selv lider under. Det er her, ’Run All Night’ for alvor viser tænder, og især forholdet mellem Liam Neeson og Ed Harris, som gamle bedste venner, står stærkt. De ved begge, deres sidste åndedrag er snigende tæt på, og de gentager replikken: ”We cross that line together” flere gange til hinanden undervejs – som et ekko fra dødens dal.

Far og søn imellem

Havde Jaume Collet-Serra haft modet – eller talentet – til virkelig at gå i kødet på førnævnte tematikker, havde ’Run All Night’ været lidt af en funklende action-perle. Den menneskelige relation mellem far og søn og patriarkalske arketyper har alle muligheder for at blive udforsket. Der er masser af fine antydninger, og jeg var skam også glimrende underholdt undervejs, men jeg kan alligevel ikke undgå at være en smule bitter over, at klichéer og metervareproduktion skal dominere et ellers yderst interessant tilløb til noget større. Flot, glat og velproduceret. Det er ærgerligt, for jeg tror inderligt på Liam Neesons ønske om et bedre liv for sin søn. Jeg bliver rørt, når jeg kan fornemme en ægte glæde i Neesons ansigt ved overværelsen af den gensidige kærlighed, der så rigt er til stede i hans søns familie. Et liv og en kærlighed, han selv forkastede år tilbage.

Værst er det dog, når Collet-Serra sandsynligvis mister troen på sig selv og sin ellers fine præmis og overgiver sig til billige tricks. Lidt for ofte bringer computergenererede dronebaserede kamerature os fra den ene ende af byen til den anden i alt for høj hastighed. Det skulle være smart, men det er i stedet fjollet og distancerende og har ingen relevans for fortællingen. Vil han sikre sig, at tilskueren ikke falder i søvn? Jaume Collet-Serra burde i stedet nærstudere Orson Welles’ ’Touch of Evil’ eller Scorseses ’Goodfellas’ – pragteksempler på, hvordan kreativ kameraføring går op i en højere enhed og i fornem stil bliver en del af det fortællende element.