Oh the vampire outside is frightful, how come I find him so delightful?

Introduktion af redaktøren, Sofie Rechendorff Andersen

Vi er nu nået til 2010’erne i vores lille vampyrfilmhistorie! Og vores udvalg af vampyrfilm og -serier herfra afspejler en metaltræthed af vampyrernes melodrama, der kendetegnede 2010’ernes vampyrmedier.

I tierne blev der eksperimenteret med den rolle, blodsugerne spiller, både i forhold til hvem de er, når de står over for os mennesker, men også hvilken funktion de kan have i de narrativer, de er en del af.

Denne tredje søndag i advent skal I kære læsere blandt andet høre om en børnefilm, hvor vores kære Grev Dracula er en overbeskyttende far, der bare gerne vil have lov at være i fred fra alle de problemer, mennesker bærer med sig.

Filmen vender vrangen ud på Bram Stokers roman og lader sin Jonathan Harker (som her bare hedder Johnny) være det uhyggelige, der skræmmer monstrene, når han ankommer til Draculas slot, i stedet for omvendt.

Vi har også en ægte vampyr-parodi med ‘What We Do in the Shadows’, som er et strålende eksempel på tiernes ironiske tilgang til vampyrfiguren, som her afsløres som absurd og fjollet i sine vaner og sin opførsel, når han presses ind i en hyperrealistisk kontekst. 

‘A Girl Walks Home Alone at Night’ er ikke spor sjov, snarere tværtimod, her er den eksperimenterende tilgang mere noget, som sker i det stilistiske, hvor vampyren får lov at være en del af genrer, som hun sjældent før er set i.

Den sidste 2010’er-vampyr, vi skal møde, er Carmilla fra webserien af samme navn, der er endnu en gendigtning af en klassisk vampyr-roman. Her leges der både med genre og form, da det er noget så tier-agtigt som en internetserie, med små korte afsnit, der har form af en vlog.

Men der er også lidt af den prosaiske udfordring af vampyrens mystik i spil. Pludselig kan hun være den roommate, du bliver givet, når du starter på college, og det er vildt irriterende, at hun er vågen hele natten og i øvrigt har blod og ikke mælk i sin mælkekarton.

Vampyren er her en videreudvikling af nullernes teenagevampyrer, men ud over at hun er blevet et par år ældre, har hun også fået et skud af tier-vampyrværkernes selvironi.

‘Hotel Transylvania’: En (u)hyggelig vampyr-animationsfilm for hele familien

Skrevet af Nandi Louise Botha

Man kan måske spørge sig selv, hvad denne film egentlig har at gøre med vampyrer i den klassiske forstand? Svaret er i virkeligheden: meget lidt. Men! Frygt ej, for underholdt er man alligevel hele vejen igennem. Og der er hverken sparet på dårlige ‘transylvanske’ accenter, platte jokes eller finurlige monstre. 

I denne – efter min mening – klassiker, er blodsugning og menneskejagt byttet ud med familiedrama og forbudt kærlighed. For hvid er sort og tørt er vådt i Hotel Transylvania, hvor monstrene er bange for menneskene, og menneskene er blevet deres største fans. 

I årtier har monstrene skjult sig i skyggerne, bange for hvad menneskene ville gøre ved dem. Men en dag banker mennesket, Johnny (Andy Samberg), på døren, og med sig bringer han kaos og familiekonflikter. Dracula (Adam Sandler) – bedre kendt som bare ‘Drac’ i filmen – vil gøre alt for at beskytte sin datter Mavis (Selena Gomez) fra menneskets hadfyldte natur.

Men som det så ofte sker, når forældre prøver at beskytte deres børn, så gør Mavis præcis det modsatte af, hvad Drac siger. Der går ikke længe, før de to unge mennesker finder hinanden, og hvad der følger er et kulturclash af største kaliber.

Johnny, med sine rappe replikker og bøvede personlighed, står i stærk kontrast til det ældgamle monster-univers, han ved en fejl er tumlet ind i. Kan kærligheden overleve generationers had og en overbeskyttende, og til tider skræmmende, vampyr-far? 

Det må du se filmen for at finde ud af, men jeg kan dog godt afsløre, at hvis du giver denne film en chance, så vil du være underholdt fra start til slut. Med et overvæld af fantastiske karakterer og finurlige fortællinger, tager Hotel Transylvania dig med på en magisk, (u)hyggelig, komisk, omend lidt atypisk, rejse.

`What We Do in the Shadows´ giver vampyrgenren en velfortjent komisk mavepuster

Skrevet af Sarah Nygaard Hansen

`What We Do in the Shadows´ er fra tiden før Taika Waititi spillede Hitler, og før han blev drysset med superhelte-stjernestøv. Sammen med sin ultra Newzealandske comedy-buddy Jemaine Clement, skabte de et helt igennem unikt portræt af de levende døde i form af en comedy-horror-mockumentary, om oldgamle nosferatu-esque, utroligt enerverende og på samme tid charmerende vampyrer i nutidens Wellington.

De fire vampyrer, som dokumentar-kameraholdet møder i `What We Do in the Shadows´, bor sammen i et kollektiv. Viago (Taika Waititi), er den retskafne og moderigtige vampyr.

Vladislav (Jemaine Clement) er tidligere tyran og en magtfuld og ekstremt liderlig vampyr. Deacon (Jonathan Brugh) er den unge (kun 183 år!) og rebelske vampyr. Og Petyr (Ben Fransham) er 8000 år gammel og holder sig for sig selv i sin stenkiste i kælderen.

Sammen tager de bussen ind i byen for at jage, helst jomfruer, og prøver at tilpasse sig den moderne tidsalder på deres helt egen måde. Og det er altså ikke nemt når ens hjertes udkårne er blevet 90 år gammel og velourkapper ikke er ”in” mere. 

De her vampyrer kan levitere, forvandle sig til alle mulige dyr, hypnotisere mennesker, og er vanvittigt stærke. Men der er intet uhyggeligt over det. Den New Zealandske charme og de trivielle uenigheder mellem de bestialske væsner er ægte sjovt.

Jemaine Clements uimodståelige humor måtte gerne være med i alle Taika Waititis projekter for min skyld. Ja tak til en `Flight of the Concords´ og `Our Flag Means Death´ crossover series.

Og så udkom der selvfølgelig også en tv-serie med samme titel i 2019, hvor vampyrrepertoiret blev udvidet, blandt andet med en vampyr, der suger energi ud af mennesker i stedet for blod. Vampyrer er ikke længere sexede og farlige, men fyldt med akavede hverdagsstunder og ubehagelige møder mellem blodtørstige skabninger og kaffeslubrende individer.

Så den her er til dig, der synes vampyrer er liiidt cringe, og hellere vil have et godt grin end et godt gys. 

‘A Girl Walks Home Alone at Night’: Hvad nu hvis det var mændene, der burde være bange for mørket?

Skrevet af Sofie Rechendorff Andersen

I den ultrastiliserede iranske ‘A Girl Walks Home Alone at Night’ møder vi den fattige unge mand Arash, som bor alene med sin far, der er heroin-junkie. En dag møder han en mystisk ung kvinde, som kører rundt i natten på et skateboard med sin sorte chador blæsende efter sig som en flagermusevinge.

Kvinden er vampyr, men hun spiser ikke Arash, hun spiser nemlig kun mænd, der har været onde mod kvinder. Hun er en hævner, der tager loven i egen hånd og håndhæver den i byens gader efter mørkets frembrud. 

‘A Girl Walks Home Alone at Night’ er udelukkende i sort/hvid og tydeligvis inspireret af Film Noir, men også af spaghettiwesterns og af F.W. Murnaus ‘Nosferatu’ 1922. Filmen foregår i en by fuld af synd, styret af de rige og nådesløse, og stemningen er tung og hjerteskærende.

Vampyren er den ensomme og desillusionerede antihelt, vi kender fra 60’ernes western-film. Men hun er også en kommentar til den undertrykkelse, kvinder over hele verden oplever udspille sig om natten. Den stiller spørgsmålet: Hvad ville du gøre, hvis du havde kræfter til at slå igen mod den vold, mænd udøver i mørket? 

Samtidigt leger den med skellene mellem amerikansk og iransk kultur, især i forhold til mænds vold mod kvinder, som i Iran er endnu mere eksplicit bundet ind i staten. Filmen virker kun mere relevant og skræmmende i lyset af de mange protester i Iran i 2022 og 2023 efter kvinden Mahsa Amini blev brutalt myrdet af politiet for ikke at bære sit slør korrekt.

I ‘A Girl Walks Home Alone at Night’ bliver sløret en form for mørk superhelte-kappe for vampyren, det dæmper ikke hendes styrke, men er en del af den, som hjælper hende med at gå i et med natten. Sløret er uløseligt sammenkoblet med hendes magt, hendes magi.

Også visuelt og auditivt er denne film vanvittigt smuk og voldsomt ubehagelig. Det er ikke en hyggelig oplevelse, men en du sent vil glemme igen. Med en type vampyr jeg aldrig har set hverken før eller siden.

‘Carmilla’ tager vampyren ind i en digital, cringe tidsalder

Skrevet af Lennon Dikov

40 år inden Bram Stokers Dracula indtog verden i romanen af samme navn, eksisterede Dracula allerede. Dracula hed dog i stedet Carmilla, og hun gjorde det hendes efterkommer endnu ikke kunne; terroriserede en lille by, og tryllebandt en ensom kvinde, fanget af de mænd i hendes liv, der tvang hendes seksualitet og lyst i skjul.

Ligesom Dracula var Carmilla et symbol for alt det tabubelagte, som samfundet afskyede. Det kvindelige begær og de queer følelser blev løssluppet og siden dræbt igen, sammen med den kvindelige vampyr, der blev myrdet i koldt blod af en vred horde af mænd, og efterlod den kvinde, hun havde valgt som sin udkorne, Laura, endnu engang i ensomhedens vold.

I modsætning til ‘Dracula’ har hans forgænger ‘Carmilla’ ikke haft ligeså meget held med vellykkede, prisvindende filmatiseringer. Én står dog ud af mængden.

Webserien baseret på ‘Carmilla’ havde premiere i 2014 på YouTube, og er en hypermoderne genfortælling af vampyrhistorien. Carmilla er nu en moderne vampyr, forklædt som en almindelig universitetsstuderende i Østrig, og da Laura, en førsteårsstuderende, begynder at blive mistænksom omkring de underlige omstændigheder hendes forrige sambo er forsvundet under, flytter Carmilla ind i stedet.

‘Carmilla’ skiller sig ud fra mængden i havet af vampyrhistorier på alle måder. Mest opsigtsvækkende er det at denne lavbudgetsserie er filmet udelukkende igennem Lauras webcam, hvor hun laver videodagbøger over sine oplevelser, og dokumenterer alt, der sker i hendes værelse. Og tro mig, der udfolder sig kun mere og mere kaos, som tiden går.

Med tre sæsoner og siden også en film er ‘Carmilla’ blevet samlingspunkt for en queer fanskare, og er så bingeworthy som noget kan være, med kun to til fem minutter lange episoder, med kaotisk drama og et minimalt cast, der er så charmerende, at man skulle tro, det var løgn.

Laura er stædig og rapkæftet og naiv, og er på en magisk måde en blanding af den originale karakter, og en perfekt skilning af en teenagepige, der ikke blot er forvirret over overnaturlige kræfter, men også over sin egen seksualitet. Hun gider på ingen måde spilde tid på kedeligt universitetsarbejde, og skaber i stedet et bånd med den kvindelige vampyr, man sent vil glemme.

‘Carmilla’ er en de første og største, der for alvor har taget vampyren ind i en moderne tid; ikke blot den moderne verden, men også den digitale tidsalder. Fyldt med hed kemi, romantik og lige præcis den dosis cringe, man har brug for, er ‘Carmilla’ et lille vidunder, der er svær at glemme og svær at komme udenom.