Sidder i en bio
Nær ved Vesterport
Drukket er min kaffe
Den var ikke sort
Hvad skal jeg forvente?
Endnu en biopic
Kan Bornedal levere
Et følelsesmæssigt kick?

Man kan ikke gå ind og se ’Så længe jeg lever’ uden at have John Mogensens musik på hjernen efterfølgende. Selvom det ikke er musik jeg normalt sætter på, så kender man alligevel alle numrene og jeg ender med at rokke lidt med i sædet. Derfor måtte denne anmeldelse også fyldes med musik.

Vi møder John første gang som 10-11 årig, hvor han synger i drengekor og smager sin første øl. Dernæst springer vi til storhedstiden med Four Jacks, deres efterfølgende opløsning og hans kamp imod strømmen for at finde sig selv og sin egen musik. Vi ser hans turbulente ægteskab med konen Ruth og hans lange drukture. Men mest af alt følger vi en mand, der brænder inderligt for musikken, men som fortæres langsomt af hans søgen efter det perfekte.

Der er fut på filmens lærred
Rasmus Bjerg han åbner bærret
Og han spytter ud de sjoveste replikker

Men det er ikke bare den samme komiske Rasmus Bjerg, som vi har set så mange gange før – faktisk langt fra. Bjerg har indtaget John Mogensen både i udseende og i sind. Han leverer en gedigen præstation med både nerve, sårbarhed og humor. Det kommer blandt andet til udtryk i de mange skønne one-liners, som Mogensen leverer. Men det der rammer mig mest er den sårbarhed som Bjerg portrætterer. Det er som om Mogensen hele tiden er på nippet til at krakelere.

To mennesker samme navn
Der mærkes et savn
Passion, musik, druk og larm
En voksen og et barn

Netop denne sårbarhed kommer til udtryk i Mogensens samtaler med sig selv som barn, den lille John. Det virker til tider banalt og som lidt forceret følelsesporno, men jeg falder for det.

Der er noget galt med dansk film hvor det hele altid går ad helved’ til

 Det er dog ikke fordi historien har et spændende plot eller er nyskabende i sin fortællestil. Faktisk er den fyldt med klassiske biopic klichéer, såsom tilbageblik til barndommen, hvor en bestemt replik fra et nært familiemedlem bliver brugt igen senere. Der er en forudsigelighed i fortællingen

Derudover er mange kendte figurer fra den tid utroligt karikerede og det tager mig lidt ud af fortællingen, men alligevel har det en vis charme. Som når den unge og venlige radiovært Jørn Hjorting sidder pænt og sirligt i sit studie og den forkerte John Mogensens sang bliver spillet, så ord som ”helved’ til” bliver brugt. Den måde Hjorting reagerer på er ret morsom. Det er som om disse karikaturportrætter er den måde som Mogensen opfatter hele musikbranchen på – som om der ikke er noget ægte tilbage.

Så længe jeg lever
Så længe mit hjerte slår
Så længe vil jeg elske film
Så længe der er passion og liv, blir jeg ramt, ej bare tidsfordriv,
Får man en stjerne mer’ hos mig.

Klichéer eller ej så må jeg indrømme, at jeg blev rørt flere gange og med John Mogensens musik på hjernen, så er her altså tale om en fin lille film om en stor og folkekær musiker.

Foto: Nordisk Film