Hikke og Tandløs vender tilbage for at tage til enden af verdenen – og af deres historie.
Efter ti år og et nyt animationssoftware binder instruktør Dean DeBlois historien om et usandsynligt venskab sammen i denne tredje film. Han har arbejdet fast gennem hele trilogien og havde succes med både den første og anden. Den sidste giver nu en medrivende og tilfredsstillende slutning.
Som en oase, der på magisk vis tydeliggør sig i en tør, tør ørken af uinspirerede sequels, prequels og remakes, præsenterer Dreamworks et glimrende eksempel på, hvor animationsstudiet er bedst (i kontrast til de uendelige mange ’Shrek’ film).
Velkommen til Beserkø
I denne verden har vikinger altid hadet og frygtet drager. Det var sådan, indtil den unge, kejtede høvdingesøn Hikke (Robert Hansen/Jay Baruchel) ændrede alt. Hans opdagelse og efterfølgende venskab med en af disse frygtindgydende og legendariske skabninger ledte til en ny æra: en drage/vikingeutopi. Men deres tilværelse er stadig truet. Det er ikke alle, der mener, at drager og mennesker burde leve sammen. Og det er slet ikke alle, der mener, at drager overhovedet burde leve.
Hikke og Tandløs sætter alt på spil for at beskytte dem, de holder af. Deres relation oplever dog en ny udfordring, idet de opdager, at Tandløs ikke er den sidste af sin slags. Kan Hikke redde dagen, selv hvis hans trofaste ven ikke er ved hans side?
Man kan mærke, at der en gruppe af filmskabere, som fortsætter med at udfordre sig selv og skubbe grænsen for visuel fortælling i animation. Filmens verden er større, detaljerne er skarpere, og kampene er eksplosive. Det giver et sug i maven, når de vender sig gennem skyerne.
Det kan dog diskuteres, om Tandløs’ nye partner skulle have gennemgået et mere kunstnerisk re-design. Selv i filmen bliver kommentaren ”Eh, bare tegn Tandløs, men lav ham hvid” præsenteret til publikum med et glimt i øjet. Jeg ville ikke kalde det originalt at den feminine version skal være hvid, ren og dækket af glitter, men hendes udseende tager heller ikke noget væk fra historien.
En dragende fortælling
’Sådan Træner Du Din Drage’ har dog mere at byde på end det flotte landskab. Hjertet af filmene, og især denne, er jo forholdet imellem drage og mand, Tandløs og Hikke. Den emotionelle forbindelse er usammenlignelig. Enten er det Hikkes sympatisk akavede personlighed eller Tandløs’ engagerende udtryk, men det spiller bare godt sammen. Adskillige scener optræder, hvor få til ingen ord bliver udvekslet, men budskabet alligevel kommer stærkt igennem. Sammenlagt med dette er musikken af komponist John Powell intet mindre end fænomenal og en essentiel del af fortællingen.
Skurken Grimmel (Olaf Joannessen/F. Murray Abraham) bliver måske ikke uddybet nok. Hans motiver og handlinger er skurk-værdige nok, men hans personlige forbindelse til Hikke kunne være spillet mere op til en bedre effekt. Grimmel taler om, hvordan drager og mennesker aldrig kan leve sammen, da mennesker er ”overracen”. Det læner sig dristigt op af en ideologi, der selv til den dag i dag skal besejres, og som er en vigtig udfordring for Hikke at overkomme.
I forbindelse med dette er Hikke en unik karakter: han vil altid helst løse konflikter på den mindst drabelige måde. En karakter, hvis attitude er at lytte og være betænksom, er noget, der er værd at sætte på storskærmen. Historier om, hvordan ”kærlighed redder alt”, kan ofte virke kliché, men denne films fokus på respekt og forståelse for forskellige eksistenser, som burde kunne leve sammen, sidder bare lige i skabet.
Overordnet set holder ’Sådan Træner Du Din Drage 3’ balancen imellem at fortælle en fabelagtig historie med en emotionel kerne, sammensat med et visuelt fantasyunivers, der efterlader kæben på gulvet.
