Af Frederik Schelde-Jensen.
Matt Weston (Ryan Reynolds) er husholder, det vil sige ansvarlig for CIA’s safe house, i Cape Town, Sydafrika. Han har været udstationeret i tolv måneder, og der har på intet tidspunkt været nogen opgaver for ham. Weston har indledt et forhold til den franske lægestuderende Ana, og han forsøger at blive forflyttet til Paris så han kan bo med Ana mens hun studerer. Det har imidlertid lange udsigter, for Weston er endnu ny i faget og mangler erfaring før han kan flytte. Muligheden for erfaring får han heldigvis da den eftersøgte og berygtede afhopper Tobin Frost (Denzel Washington) overgiver sig på det amerikanske konsulat i byen.
Frost er i besiddelse af en chip med meget værdifulde og skadelige informationer om verdens førende efterretningstjenester. I Cape Town gik en handel galt, og derfor måtte Frost overgive sig til myndighederne. Weston modtager Frost i sit safe house, men afhøringen når knap nok at gå i gang, før huset stormes af mænd som er efter Frost og hans chip. Weston og Frost når sammen at flygte, og det er nu Westons mål at få Frost bragt sikkert til afhøring. Det går snart op for Weston, at nogle i CIA må have sladret om Frost og husets placering, og at disse tager skruppelløse midler i brug i jagten på husholderen og den forræderiske afhopper.
Washington og Reynolds leverer flotte præstationer, og især Washington er troværdig som den tidligere CIA-agent der ikke længere kunne opretholde den patriotiske overbevisning, og gik over til landsforræderisk kriminalitet. Frost og Weston når at få et specielt venskabeligt forhold til hinanden, og det endda flere flugtforsøg til trods. Det er et særegent, og meget skrøbeligt, men ikke desto mindre fint venskab, der udvikles gennem filmen. Venskabet er et produkt af de to mænds møde i deres professioner, på samme måde som venskabet i Washingtons Man on Fire – i den bruges der dog mere tid på personerne og deres relationer, og af den grund opleves venskabet nok mere dybfølt.
Selvom filmen af nogle er blevet kaldt en agentfilm, er den det ikke. Dog har Safe House mange ligheder med Bourne-trilogien: Både det faktum, at der er forfulgte og forfølgere, den tidligere agent og dennes tab af tro på sit arbejde, at flere CIA-topchefer agerer dukkefører fra Langley, og slutteligt at cheferne er villige til at gøre hvad som helst for at stoppe afhopperen. Den helt store forskel på de to værker er, at historien i Safe House er for gængs og almindelig. Den er ikke speciel eller selvstændig nok – den minder for meget om enhver anden actionfilm. Men måske er det ikke helt dumt alligevel, for den korte, letforståelige historie gør, at der er overskud til at fokusere på andet end netop filmens handling: Filmens mange flotte actionsekvenser, skudscener og biljagter er nemlig med til at gøre den usædvanlig tempofyldt, men ikke på en urolig eller forjaget måde. På den måde kan den ”lette” historie siges både at være negativ og positiv.
Safe House er en god actionfilm, og opfylder de kriterier, enhver måtte have til en film af den genre. Filmen stopper når man går ud af biografsalen – ingen pointer eller tanker tages med ud og bliver i én, og det er velsagtens også meningen. De flotte præstationer og de mange actionsekvenser gør filmen seværdig uden at redefinere eller raffinere genren.
Filmen har premiere den 16. februar i hele landet.
