Det yndefulde findes i det groteske, når en nyreligiøs sygeplejerske desperat søger efter mening med livet i flugten fra den altopslugende ensomhed.

Den unge Maud har for nyligt fundet Gud, og hengiver sig til arbejdet som hjemmehjælper for den dødeligt syge Amanda.

Roen omfavner palæet, hvor de begge holder til.

Indtil mørket falder på, og den spinkle sygeplejerske, der ånder tungt og ustabilt, falder til jorden på væg-til-væg-tæppet og hendes ansigt forvrides.

Rose Glass’ debut spillefilm er et pragteksemplar på det stille gys, hvor ensomheden, ligesom vores hovedperson, omfavner og opsluger os som publikum.

Og den ved, hvordan den skal balancere de mysterier, der ligger under overfladen. Er den gudfrygtige kvinde egentlig til at stole på?

Fra henrivende til hæslig

I hovedrollen finder vi Morfydd Clark som den selverklærede helgen Maud, der også lægger navn til filmen.

Hun er en skuespiller, jeg for nyligt fik kendskab til igennem periodedramaet ’The Personal History of David Copperfield’. Og hendes overgang til gysergenren er chokerende, men giver mening fra allerførste scene.

Hendes førnævnte rolle som den yndige, men en tand omtumlet Clara med lyserøde balkjoler og en pjusket skødehund som selskab står i skarp kontrast til Maud.

Der er ingen tvivl om, at hendes ynde følger med.

Som en ballerina bevæger sygeplejersken sig let omkring i det enorme, alt for tomme hus og glider nærmest igennem byens gader. En spinkel figur, der tydeligvis er vant til at holde sig i baggrunden.

Vi er alle alene

Maud er så utroligt ensom, og kuren for dette er Gud. Og så selvfølgelig den mission selv samme Gud giver hende, eller det er hun i hvert fald overbevist om.

Her står hun overfor den dødeligt syge patient Amanda (Jennifer Ehle, ’The Miseducation of Cameron Post’). En tidligere kunster, der fører sit liv med lige så meget ensomhed, men en hårdere hånd.

Og ligesom ensomheden bider besættelsen af patienten og muligheden for at frelse hendes sjæl sig fast i Maud og æder hende op.

En pirrende helgen

’Saint Maud’ gør ikke så meget brug af jump scares, som den udnytter mørket. Især hovedrollens fysik og tilstedeværelse i mørket bliver der spillet på.

Man skulle sjældent tro, at noget af det mest skræmmende i en gyserfilm ville være en ung kvindes ansigt, men når Maud, som hun selv siger det, føler Herren over sig vrider hun sig i både smerte og glæde, og hendes tunge åndedræt overdøver scoren i det indre øre.

Publikum får ikke meget mere at vide om heltinden, end hvad der kan ses på lærredet, og måske det er dét, der gør hende til en dragende hovedperson.

Det er svært at vide, hvor man har hende. Og på trods af man ikke rigtig stoler på hende, føler man med hendes længsel efter den evige lykke.

Higen efter den store mening

’Saint Maud’ er på mange måder en klassisk fortælling om begær. Det er langt fra første gang religiøse temaer bliver vendt på hovedet til fordel for gysergenren, men der er noget pirrende over uskyldigheden, Maud udstråler.

Bliver den selverklærede helgen ført bag lyset af mørke kræfter, misforstår hun Herrens vej, eller er hendes intentioner egentlig så gode, som vi tror?

Som sygeplejersken trækker vejret ind, rystende og højlydt, ånder hele filmen med hende.

Og jeg træder ud af salen med et lige så usikkert åndedræt. Debutantgyseren stiller sig i et sikkert ståsted i en fortælling indhyllet af et opslugende og skrøbeligt ønske om at finde sin rette plads i livet.