Franks-senegalesiske dokumentarist Alice Diop, fiktionsspillefilms-debuterer med et vrangvendt retssalsdrama om alt fra moderskab til det samtidige Europa. Resultatet er iøjnefaldende.
En retssag i Frankrigs ´Saint Omer´-provins, genfortolkes af Alice Diop, som fiktion, gennem blikket på forfatteren og underviseren Rama (Kayije Kagame), der tager til retssalen for at indsamle materiale til en ny bog. Den anklagede kvinde Laurence Coly (Guslagie Malanda), erkender mordet på sin 1-årige datter, men nægter sig skyldig, da hun mener hun ikke selv er ansvarlig.
Et aktivt publikum
Dette er spillepladen, som langsomt udfolder forskellige tematikker omkring moderskab, ansvar, social arv og franske kulturstød. Udfolder er måske en for fin måde at beskrive det på, for det sker langsomt gennem 20 minutter lange retssalssekvenser, hvor publikum gennem kameraet stille og roligt blot observerer. Disse sekvenser, måske en 3-4 stk. bliver midlertidigt afbrudt af flashbacks og middagsselskaber fra Ramas eget liv, som flugter med de tematikker Colys retssal frembringer. Præsentationen af disse tematikker, som er så nøgterne, præcise og forstående, er helt usete før, hvorfor kvinders berettigelse i kunstens verden kun burde vække glæde for alle filmelskere.
Tempoet er helt skruet ned og man risikerer derfor at tabe en del af publikum. Dem som ikke bliver tabt, heri undertegnede, bliver i stedet til dommer over alle de tematikker, som filmen præsenterer. Filmen leger med publikums fordomme og stereotyper, hvor den undervejs bevidstgør publikums dømmende blikke. Først dømmer man hurtigt og naturligt den anklagede Coly, som selv erkender at have druknet sit barn.
Langsomt vendes publikums had til Coly mod vidnerne. Primært faren til hendes barn, en gammel, rig, hvid mand, hvis løgnagtig interesse i barnet i skamfuldt. Dertil kommer der en åbenlyst racistisk professor, som vidner mod Coly. Langsomt indser man at resultatet af retssagen slet ikke er vigtigt, men i stedet synet vi har på andre mennesker. Dette er essensen af filmen og samtidig filmens helt store styrke, såfremt publikum forstår, at denne film ikke er underholdning, men derimod kræver noget af sit publikum.
Nøje instruktioner
Udover flashbacks og de ekstra lange sekvenser, som også indeholder længere indstillinger, så bruger Diop nærbilleder meget eksklusivt, når dramaet er på sin tematiske højde. Dermed er det klart at denne film ikke handler om en retssag, men i stedet de førnævnte tematikker. I de dramatiske højdepunkter parres billedet med en tæt og markant åndelyd. Næsten som et pust, en slags stønnen der i biografens mørke næsten er hypnotiserende. Disse scener er virkelig imponerende og belønner det toldmodige publikum.
Alt i alt er ´Saint Omer´ beviset på at filmkunsten har så mange geniale og personlige fortolkninger og historier til gode fra minoriteter, som fortsat kæmper kampen for repræsentationen i en udviklende filmbranche. Personligt håber jeg på at se endnu et fiktionsprojekt af Alice Diop.
