Bedst som man troede, at kærlighedsfilm ikke kunne laves ligeså gode som i gamle dage, skaber Lone Scherfig en film om kærlighed og venskab, der med simple virkemidler bevæger sig direkte ind i hjertet i en grad, som kun få film af genren formår i dag.

”Samme dag næste år” er fortællingen om Emma Morley (Anne Hathaway) og Dexter Mayhew (Jim Sturgess) igennem tyve år af deres liv – eller faktisk bare tyve dage. For den 15. juli har nemlig en særlig betydning for dem, efter de mødtes den eksakte dag i 1988 på vej hjem fra deres dimissionsfest. Herfra får vi et indblik i deres liv samme dag hvert år og følger, hvordan Emma prøver at finde mod til at springe ud som forfatter, hvordan Dexter klarer sig i sin hverdag som kvindebedårende tv-vært – og hvordan de to skæbner altid lader til at flettes frivilligt og ufrivilligt sammen.

Det er svært ikke at være corny, når man taler om en film som denne. Men det er filmen nu også. Med utroligt følelsesladede strygere, der spiller nænsomt til smukke billeder af et engelsk landskab under introtitlerne med en kursiv kalligrafi, var jeg ved at brække mig og undrede mig over, hvordan Lone Scherfig dog kunne sælge så meget ud. Men i løbet af de par timer, filmen varer, kom jeg til at elske det selv samme stykke musik, og nu har jeg bare lyst til at se de smukke introbilleder igen. Og det er det, Lone Scherfig endnu engang har formået at gøre, denne gang bedre end nogensinde før; at have mod til at være sukkersød og melodramatisk og stole på, at det fanger publikum. Og det gør det. I hvert fald mig.

Filmens hovedroller spilles som bekendt af Anne Hathaway og Jim Sturgess, der er på vej op mod samme berømmelse som hende. Anne Hathaway er ligeså god, som man kunne forvente – jeg ville dog ønske, at man bare havde ladet hende beholde sin normale accent. Hun har som altid en måde at charmere på med sin spøjse selvironi og stadig meget skrøbelige udstråling. Og hvem skulle have troet, at det ville skabe en så god kemi med den unge sangstjerne fra Across the Universe? Jim Sturgess går nemlig med denne film en rang op på min skuespillerliste med god humoristisk timing og et ansigt, der både kan være umådeligt irriterende og dybt sympatisk efter handlingens behov. Han er troværdig som både tyve- og fyrreårig.

Det er naturligvis givet, at man skal være glad for det melodramatiske for at kunne lade sig charmere ligeså meget, som jeg er blevet. Filmen har ganske vist nogle flotte og interessante kameraindstillinger, men derudover er den lige ud af landevejen på de fleste fronter og giver som sådan ikke noget nyt til filmverdenen. Manuskriptet, der er skrevet af David Nicholls, som også forfattede romanen bag, er stærkt og meget strukturbevidst. Men filmens dramaturgiske opbygning og hele grundidéen om venner, der med årene, som vi følger dem, bliver mere end det, er en stor kliché, og det må man bare se bort fra. Det kan dog med lethed komme helt naturligt, fordi man simpelthen er for medrevet af klichéen til at bemærke den.

En stor ros, Nicholls og Scherfig også fortjener, er for bikarakterernes udvikling igennem historien. Man ser nemlig gang på gang, hvordan film fejler i at springe år frem ad gangen og stadig give et personligt forhold til de karakterer, der bevæger sig ind og ud af hovedpersonernes liv. Denne film er, ligesom eksempelvis Forrest Gump og Big Fish, spækket med figurer, man holder af og som fylder meget i hele filmen, selvom de ikke nødvendigvis gør det tidsmæssigt. Og det er disse både store og små, sjove og seriøse personer og scener, der gør filmen personlig og sin egen.

Kort sagt er ”Samme dag næste år” en god og rørende film, som har evnen til at skyde lige i hjertet på i hvert fald mig og formentlig også en masse andre. Jeg forudsiger her og nu, at man stadig om tyve år vil hive den ned fra hylderne i videoforretningerne, når man trænger til et godt, gammeldags stykke filmisk romance – i hvert fald fortjener den status af en romantisk klassiker.

Filmen har premiere torsdag den 29. september over hele landet.