Af Gry Bak Jensen
Sammy’s Store Eventyr handler om skildpadden Sammy, der fødes i Californien i 1959 og hans rejse igennem verdenshavene frem til i dag. I filmen følger vi Sammys svære start som den mindste i flokken – udfordringen ved overhovedet at komme ud af reden, over stranden og ned i vandet i en barsk overlevelseskamp mod en flok sultne måger. Allerede på rejsen fra reden til havet møder Sammy artsfællen Sally. Skæbnen vil dog at deres veje skilles, men mindet om Sally bliver med Sammy mange år fremover. Sammy driver hovedløst rundt på havet uden noget mål, eller snerten af viden om hvad en nyudklækket skildpadde bør og gør – heldigvis møder han padden Ray, der indfører Sammy i tilværelsen som skildpadde.
Mens man sidder her og skriver resume af filmen, mærker man straks at der er noget galt – det, der er galt er, at det rent faktisk er ret svært at finde ud af hvor historien bevæger sig hen, og skildpadden Sammys mål, bliver aldrig rigtigt defineret. Meget af tiden, sidder man som publikum med en fornemmelse af at historiens fremdrift er som viden blæser, lidt tilfældig alt efter hvilket af de syv verdenshave instruktøren ønsker vi nu skal se. Dette er synd, for filmen har rent faktisk nogle fine ideer, og visuelt er nWave en værdig konkurrent til både Pixar og Dreamworks. De danske stemmer er overraskende gode, og filmen har et imponerende soundtrack med hitliste potentiale – men det er ikke nok til at opveje for den nærmest fraværende historie.
Når man studerer instruktørens C. V. nærmere står det pludseligt alt for klart hvad det er, som er gået galt med Sammys Store Eventyr. Instruktøren Ben Stassen er en pioner inden for 3D og han har lavet mange film forud for denne film, de fleste af dem har bare ikke været at finde i din lokale biograf, men i dit lokale planetarium. I flere af Ben Stassens tidligere film har evolutionen, naturen og bæredygtighed været det bærende budskab og jorden har haft filmenes hovedrolle. I Sammys Store Eventyr burde den lille skildpadde have hovedrollen, men Stassen er så optaget af at vise os de store oceaner, og hvad vi mennesker gør ved dem, at han i sidste ende lader både sin film og sit publikum i stikken.
Muligvis kunne filmen have tiltrukket de helt unge seere, de ikke stiller nær så strenge krav til den gode historie. Der er bare det, at filmen ind imellem har nogle voldsomme effekter, f.eks. hoppede undertegnede i sædet mere end en gang. Så skulle man tage børn under de anbefalede syv år med ind og se Sammy, så er det nok en god ide at være ved hånden.
3 ud af 6 stjerner