Verden falder sammen omkring Dwayne Johnson i en ligegyldig katastrofefilm med flotte effekter.

Hvad sker der, når en naturkatastrofe vender op og ned på alt vi kender? Hvordan opfører mennesker sig, når alle de strukturer og autoriteter de har kendt hele deres liv pludselig er sat ud af spil? I ’San Andreas’ forsøger den nyskilte helikopterpilot, Ray, spillet af Dwayne Johnson, at redde sin storbarmede ekskone og super lækre datter fra en apokalyptisk serie jordskælv, der hærger Californien langs San Andreas-forkastningen.

Forudsigeligt og generisk plot
Mere er ikke værd at fortælle om filmens plot, der er så forudseeligt og generisk, som det overhovedet kan lade sig gøre. Filmen rammer nærmest slavisk alle tænkelige klichéer og virker ikke til at være skrevet af et kreativt tænkende menneske, men derimod en anonym manuskriptrobot i en mørk kælder et sted i Hollywood.

På samme måde er filmens karakterer kedelige og uinteressante versioner af stereotyper, vi har set alt for mange gange før. Dette ærgrer mig i særlig høj grad, eftersom filmen pryder sig af en af mine personlige favoritskuespillere, Paul Giamatti. I ’San Andreas’ spiller han imidlertid den bekymrede seismolog, Lawrence Hayes, der via ny forskning er i stand til at forudse jordskælv umiddelbart før de sker. Det viser sig imidlertid hurtigt, at denne karakter er fløjtende ligegyldig for det overordnede plot. Han eksisterer kun for på videnskabelig vis at forklare tilskueren, hvorfor der er jordskælv, hvor de kommer fra, og at der lige om lidt kommer et nyt, der bliver endnu værre end det forrige.

Den eneste karakter, der er sjov at følge, er filmens hovedperson, helikopterpiloten Ray. Og det skyldes ikke, at han er en synderligt nuanceret karakter, eller at Dwayne Johnson spiller specielt godt, men derimod at han er den ærkeamerikanske familiefar, der er villig til at gøre alt, lige meget hvor dumdristigt og idiotisk det tilsyneladende er, for at redde sin familie. Der sker på den måde altid noget vildt omkring Ray i modsætning til hans noget mere kedelige datter, spillet af Alexandra Daddario, hvis vigtigste bidrag til filmen er at løbe rundt i en våd t-shirt.

Fucking dommedag
Det er selvfølgeligt let nok at sable en film som ’San Andreas’ for at være dum og klichéfyldt. Filmens fokus ligger nemlig i langt højere grad end noget andet på dens imponerende visuelle effekter. Og filmen lykkes da også det meste af tiden med troværdigt at skabe det, man bedst kan beskrive som ’’fucking dommedag’’. Det er fedt at se samtlige menneskeskabte strukturer på vestkysten skvatte sammen som et korthus i en børnehave, men det er simpelthen ikke en hel biograftur værd .

Flotte effekter er altså langt fra nok til at hæve ’San Andreas’ op over middelmådigheden, da mere eller mindre alle andre elementer i filmen enten er forglemmelige eller direkte åndssvage.