Af Jonas Kim Jakobsen
Sanctum er det nyeste afkom af den 3-D feber, der nu har varet i over 2 år, og hvis ’foreløbige’ højdepunkt teknisk og økonomisk må siges at være James Camerons Avatar fra 2009. Cameron er da også executive producer på filmen, der kombinerer to af hans store passioner, dykning og den nyeste teknologi inden for filmens verden.
Sammen med dykkeren Andrew Wight har han lavet adskillige film om havets dyb, og det er Wight der har skrevet manuskriptet til Sanctum, der bygger på en personlig dykkerhistorie. I instruktørstolen har de to dykkerglade mænd placeret den unge australske instruktør Aliester Grierson.
I Sanctum følger vi et dedikeret dykkerhold på en ekspedition for at udforske en af de dybeste og mest uudforsket grottesystemer på kloden. Holdet befinder sig dybt under jordens overflade, da en orkan bryder ud. De mister kontakten til omverdenen og bliver tvunget til at finde en alternativ vej ud.
Holdet er ledet af den kyniske mesterdykker Frank. Med sig har han, udover sit dedikerede team, sin søn Josh, milliardæren Carl og hans kone Victoria. Josh er ufrivilligt blevet slæbt med på ekspeditionen af sin far, og en konstant kamp mellem de to udspiller sig gennem hele filmen.
Sanctum er først og fremmest en teknisk action tour deforce, hvilket ikke burde overraske nogen. Derfor forventer man som udgangspunkt heller ikke at blive imponeret af skuespillet, men af action-scener og teknikken brugt til at udføre dem. Skuespillet er dog så dårligt og karikeret, at det stikker i øjnene og ligger under b-films niveau.
Skuespillerne er Australske, og der bliver ikke sparret på replikker og klicher om den barske Aussie, der med højt humør går de mest barske udfordringer i møde. Det begynder meget hurtigt at irriterer frem for at charmerer, som nok var tiltænkt. Historien er også klichefyldt og opfylder de værste forventninger til et action-spændingsdrama af sådan en type. Den er ikke særlig godt fortalt, og man føler intet som seer, når den ene person efter den anden dør. Frank og Joshs forhold kunne have været en god historie, men den går tabt i dårlig instruering og fæle klicher.
Når hverken historie eller skuespil er seværdigt, er der kun 3-D effekter og dykkene tilbage, som jo også er hovedattraktionen i Sanctum. 3-D effekter i en spændings film under vandet lyder umiddelbart som en ganske god ide, men de imponerer bare ikke. Det er samme teknik som blev brugt til Avatar, men den brænder bare ikke igennem som i James Camerons publikums-succes. Det kan måske skyldes, at Avatar var et univers skabt på computeren, og det har det sjovt nok med at gøre sig bedre i 3-D end vores virkelige verden.
Selvom James Cameron er krediteret på plakaten, er filmen langt under hans niveau, og man savner hans sikre instruering. Hans film er også klichefyldte som Sanctum, men de har en stærk underholdningsfaktor, og imponerer teknisk på et højt niveau. Sanctum skuffer fælt indenfor begge områder, hvilket gør, at der ikke er meget grund til at investerer i den meget dyre billet til filmen.