Af Nicolai Meldgaard Eskesen

Indrømmet! Der er flere gange undervejs i Nikolaj Arcels nye film Sandheden om mænd at denne anmelder følte sig både portrætteret og ramt af den ironiske skildring af Mads(Thure Lindhardt) der lige er flyttet i rækkehus sammen med kæresten Marie(Tuva Novotny) gennem ti år. Da hun står og holder tale ved deres indflytterfest, flygter Mads tanker rundt ved de ukendte gæster, hans trivielle job som manuskriptforfatter på en tv-serie for til sidst at lande i fortiden. Ved et minde om et kys til en fest fra en smuk pige, der flyttede til Afrika.

Mads kan ikke slippe drømmen fra fortiden endsige tanken om hvor vildt hans single venner fester løs i byen. Begge scener ser vi rigt udfoldet for at markerer Mads utilfredshed med det sted han står i sit liv. Samtidig signalerer Arcel og manuskriptforfatter Rasmus Heisterberg, at vi her har at gøre med en komedie i stil med Bridget Jones diary, hvor hovedpersonen fortæller og guider publikum igennem dennes liv på ensmåexcentrisk, selvironisk og ikke mindst selvudleverende facon.

Mads følelse af at være fanget i forholdet til Marie får ham til sidst til at bryde forholdet. Nu skal livet leves som det oprindeligt var planlagt da han var 17 det vil sige som en fucking guitarsolo!

Derfor beslutter Mads sig for at ville skrive historien. Den historie som indkapsler det vigtigste; essensen; sandheden om…øh…et eller andet. Kørt kold i sin skaberkraft søger han trøst i byens glemsel af fest, dates og sex. Lige indtil han møder den yngre Julie(Rosalinde Mynster) og bliver forelsket.

Sandheden om mænd er en modig, sjov, selvbevidst og irriterende film på en gang. Modig fordi den med sit genrevalg af komediedramaet vil spille boldt på en banehalvdel, der nærmest er ejet af Hollywood og deres one-romantic-comedy-fits all skabelon. Faren for at blive en kliche af en dårlig kopi er altså overhængende specielt når filmens sjove elementer ikke holder sig til den rappe dialog og de sjove filmiske metareferencer, men forfalder til den lette komiske (for)løsning. At filmens selvbevidsthed bruges som brændstof i fortællingen er visse steder genialt, som da Mads skriver på sin sort/hvide filmdrøm På kanten af evigheden med Jens Albinus, der meget inderligt erklærer: ”Hvis din liv var en film, ville du så se den?”. Andre steder er det bare irriterende.

Sandheden om mænd er en ujævn fornøjelse med mange gode underholdende momenter, hvor den mandlige generation i 30´erne og 40´erne spiddes i al deres usikkerhed og frygt for at blive voksne. Filmens problem er at den vil være en metafilm som Fedrico Fellinis 8 ½ og Charlie Kaufmans Adaptation samtidig med at den vil være det mandlige modsvar til film som Sex and the city. Hermed ender Sandheden om mænd som et mærkeligt blandingsbatteri af filmisk navlepilleri der ironisk udstiller filmskaberne selv og en underfundig samtidskomik om Peter Pan generationen der har det åh så svært ved at blive voksen!

Se filmens trailer her