Plathederne og flosklerne vil ingen ende tage i Seth Rogen og co.’s monsterkoger.   

’Sausage Party’ er sjov. Rigtig sjov. Præcis så for meget, at den er lige tilpas. For når Seth Rogen og slæng giver sig i kast med en kulinarisk kombination af ’Toy Story’ og gnosticisme kværkes den gode smag prompte med en lind strøm af pik og pat-jokes. Der er jo heller ingen grund til at gøre det halvt, når pølseprotagonisten Franks mål er at bolle brødet Brenda, mens tyske sennepsglas synger om at udrydde The Juice. Men før de kan nå så langt skal de vælges af en gud, der kan bringe dem til det forjættede land uden for supermarkedet. Frank og Brenda kan dog alligevel ikke helt nære sig, og forbryder sig mod gudernes lov ved at røre ved hinandens fingerspidser inden de kan forenes i det hinsidiges.

Sakral pølsesnak…
Så let skal det dog ikke gå dem. Guderne, os mennesker, viser sig nemlig at være glubske monstre, der selvfølgelig lever af de stakkels madvarer. Små antropomorfe babygulerødder gnaskes ihjel og en irsk kartoffel har fået skrællet sin hud af med alle de smertens skrig, der dertil hører. Frank må nu desperat forsøge at vriste de andre fødevarer ud af deres religions jerngreb.

Det er ikke satire på noget særligt højt plan og man må have IQ som en strudel for at lade den ateistiske agenda gå ens næse forbi. Men man kan ikke rigtig lade være med at charmeres af den ufortrødne kombination af grænseoverskridende, helracistiske karikaturer og den humanitære (ha!) understrømning, der gang på gang slår fast hvordan vi kun igennem samarbejde kan klare os igennem et koldt og nådesløst univers. Hvis den jødiske Sammy Bagel Jr. og det muslimske fladbrød Lavash kan lære at elske hinanden, hvorfor kan vi mennesker så ikke?

… Og profane pointer
Elsk hinanden, nyd livet, nak Gud. Alle ganske elskværdige pointer, der leveres med ustandselige jokes af – indrømmet – svingende kvalitet.  Halvslatne ordspil gennemsyrer filmen, både visuelt og i dialogen, men kvantitet trumfer kvalitet. Heldigvis. Enhver fejlslagen joke bliver hurtigt glemt i stormen af fuldtræffere. Ti tider føles det som om, at holdet bag har været udmærket klar over den svingende kvalitet i deres jokes, så for at kompensere har man bare valgt at kyle alt og køkkenvasken op på lærredet. Så bliver det også lettere at se igennem fingre med animationen, der til tider viser det meget beskedne budget. Men det er jo heller ikke et problem for ’South Park’. ’Sausage Party’ gør også sit bedste for at holde energien oppe, men selv med sine korte 89 minutter kan den ikke undgå skyggen af metaltræthed, der indfinder sig efter en time. Det bliver der heldigvis prompte lavet om på med et klimaks, der eskalerer vanviddet. Hvorefter den eskalerer det endnu en gang før det uundgåelige og ekstremt eksplicitte klimaks.

Det er så befriende med en film, der kører sin præmis til sin naturlige konklusion og ufortrødent fortsætter derudaf i en hujende søgen efter nye grænser at overskride. ’Sausage Party’ vil nok ende med at være alt, alt for meget for mange. Men der er en vis pervers glæde i hvordan den svælger i usmageligheder og vanvid. Der er få ting federe, end at flække af grin i det gode budskabs tjeneste.