Som en lille realistisk appetitvækker starter Savages med en videooptaget massehenrettelse i den Mexicanske underverden. Men filmen går hurtigt over til at fortælle den unge Ophelias (Blake Lively) historie, med hendes egen voice-over. Ophelia, der helst vil kaldes for O (O’s historie: ringer det en sexklokke derude?) har to mænd i sit liv. Den ene, Chon (Taylor Kitsch), er en lettere afstumpet krigsveteran, hård, voldelige og klart modstykke til den anden, Ben (Aaron Taylor-Johnson,) som er blød, new age, socialt engageret. De to fyre er bedste venner og udover at de – med stor fornøjelse – deler O, så driver de en lukrativ og uafhængig potbiks hvor de har raffineret deres produkt så det er kendt i hele det sydlige Californien og lidt til. De er gode venner med en FBI mand (John Travolta) som holder hånden over dem, men ellers passer de sig selv, og kører en fair forretning.  Indtil de kommer i et mexicansk narkokartels søgelys og så bliver dagsordenen ellers en anden. Dette involverer bl.a. kidnapningen af O, som er Chon og Bens akilleshæl, og her efter bliver Savages en actionfilm med fart, vold og en bestialsk modstander som omdrejningspunkt. Midt i dette scenarie kører der en mor-datter konflikt, hvor Salma Hayek er moren.

Man kan altså roligt konstatere at Savages tematisk spænder vidt – godt underbygget af samtlige kameragimmicks til rådighed, blandet fortællestil og masser af litterære og filmiske referencer.

Oliver Stone har en meget lang række film bag sig, og går ofte for at være en af Hollywoods mere politiske og kontroversielle instruktører. Selvom Stone måske lavede sine bedste film i 1980’erne og 1990’erne, ikke mindst dem der omhandlede forskellige aspekter af Stones absolutte guldhorn af inspiration, Vietnamkrigen, så er der stadig rigelig respekt og interesse for hans film, for han er en mand der har trådt på tilstrækkeligt mange nationale ligtorne, og samtidig har haft succes med sine film. Med Savages står det til gengæld uklart hvad Stone har på hjerte – for det er svært at forestille sig han ikke har noget på hjerte. Er Savages et forsøg på at lave en kulørt hybrid af flere genrer, med 133 minutters filmisk gøgl (Stone kan ikke lave film under to timer) eller er filmen en kritik af kriminaliseringen af hash/pot, fordelene ved pot, en film om truslen fra de mexicanske narkokarteller eller faren ved at blive afhængig, en saftig trekantshistorie, en form for hommage til Butch Cassidy and the Sundance Kid eller hvad har Stone gang i?  Det må man selv prøve at hitte rede i, hvis det overhovedet er muligt i denne tematisk overfyldte, og til tider, forfærdeligt corny B-filmagtige historie. Der er knald nok (i alle betydninger af ordet) til at mange sikkert vil fornøjes glimrende, men alt taget i betragtning er det mere en rodet skuffelse end et godt drama, endsige et indspark i narkoproblematikken som sådan.