Jeg så min første Disneyfilm i den spæde alder af 5 år. Det var Løvernes Konge. En film der som den første af sin slags lærte mig om værdien ved stærke venskaber, faren ved en livsstil som laisse-faire livsnyder og om smerten ved at miste et nært bekendtskab.

Filmen var en gennemgribende, moraliserende oplevelse der ved hjælp af VHS-båndets spoler gentog sig adskillelige gange de efterfølgende år.

Som jeg senere har erfaret er jeg ikke den eneste der i de helt unge år er blevet tryllebundet af de latente livslektier der hele tiden underliggende pirrer bevidstheden mellem tegnestudiet Disney’s prangende animationssekvenser. Tværtimod.

For er der noget Disney har manifesteret sig på igennem studiets menneskealder af en levetid, er det det moraliserende greb om de helt unge seere. Fascinerende for nogen og afskræmmende for andre. Af sidste kategori var hovedepersonen for netop ‘Saving Mr. Banks’, P. L. Travers selv.

 

‘Hello, Mrs. Travers!’

Travers (spillet af Emma Thompson), forfatterinden til bogserien om den noget aparte barnepige, Mary Poppins, rejser efter lang tids overtalelse til Los Angeles for at påbegynde arbejdet med at tilse manusskriftet på den film der planlagt skal laves over hendes bogserie.

Men Travers er en bestemt kvinde og tillader ikke de mindste detaljer at blive overset. Det trækker processen i langdrag og ødelægger i sidste ende samarbejdet med filmstudiet.

For hvad hverken Disneys selv, eller hans kumpaner har forstået er at historien om Poppins, er historien om Travers selv. Den historie får vi i ‘Saving Mr. Banks’ frit udsyn til, i den sideløbende fortælling om Travers opvækst på en lille gård i Australiens ødemark. En opvækst med en far (Collin Farrell) der lige så stille bliver offer for sit store alkoholindtag.

Historien om Travers er ikke ukendt, som det er tilfældet for de fleste biopics. Filmatiseringen af historien om samarbejdet mellem Disney studioerne og forfatterinden P. L. Travers bygger på gennemarbejdet research af de båndoptagelser som Travers gjorde af samtlige interne produktionsmøder i manusskriftprocessen.

Det er mærkbart på både spillet og på historieforløbet der langt hen af vejen holder sig til det virkelighedsnære hvilket gør filmen aldeles troværdig.

 

‘Oh, you gotta call me Walt’

Den skeptiske Travers bliver mødt til åbne arme af en storsmilende og småneurotisk Walt Disney i skikkelse af Tom Hanks. En karakter der står i ligeså stor kontrast til Travers som det britiske gråvejr kontrastere den californiske sol.

Karakteren Disney er i Disneys produktion ikke kun portrætteret som en helgen, heldigvis. Han ryger i skjul, insistere på at hovedepersonen i den kommende film skal bære hans karakteristiske overskæg og hader inderligt sin titel som ‘Mr. Disney’. Alt sammen karaktertræk der mesterligt udfolder sig under Hanks velspillede mimik.

Men ligeså skarp som Hanks sydstatsaccent står, ligeså pernitten, sirlig og britisk striks udfolder Thompson sin figur og i spillet mellem de to er der meget få ord at sige der ikke er rent positive.

 

‘When do someone get to go to Disneyland, with Walt Disney!’

Som det måske er forventeligt ved en produktion som denne, er rammerne for filmen kontrolleret ned til mindste detalje. Musik, billedesætning og dramaturgi udspiller sig som forventligt og selvom Hanks gør det uovertruffent med sin karakters fejlbarhed, slipper han ikke for som Disney, at skulle redde ærterne i sidste ende.

Det slækker på Travers selvstændige sind, der desværre også mangler en hel basal forklaring på hendes strikse ydre. Velsagtens ender hendes barndom tragisk, men ingen forklaring stilles der op for den voksne Travers bistre ydre. Det er synd, for den ellers helstøbte performance der ligges for dagen af britiske Emma Thompson.

Men som en yngre version af undetegnet ville have gjort, bliver denne film slugt råt fra start til slut. Det skyldes, hvis ikke udelukkende, så i særdeleshed det helt igennem velspillende cast (ja, det gælder især også Farrell), og den hjertevarme der stråler skuespillerne imellem.