’Savner dig allerede’ er endnu en kræftfilm, der uundgåeligt må ende i død. Filmen giver os et nyt billede på kampen mod den forbandede sygdom, mens den samtidig genmaler det billede vi så ofte har set før.

Milly (Toni Collette) har det hele! Hendes ungdom har været farverig, fyldt med minder om spontane rejser og vilde aftener backstage med kærestens band. Hun har to skønne børn med sin perfekte mand, og selvom de har været sammen i mange år, har de stadigt et livligt og frækt sexliv. Hendes garderobe er to die for; hun har drømmejobbet i et stilet PR-firma, og så mestrer hun oven i købet også den umulige kunst at gå i 12 cm høje hæle hver dag. Gennem hele sit liv har hun haft sin bedste veninde Jess (Drew Barrymore) ved sin side, og i bedste ’Sex and the City’-stil har Jess mindst lige så stor en rolle i hendes liv som hendes mand og børn. Ja, Milly har det hele. Åbenbart også kræft.

Har vi ikke været her før?
Da det gik op for mig, at den ene hovedperson havde kræft, lovede jeg mig selv en ting: ”jeg kommer ikke til at græde når hun dør”. For selvom oddsene for at overleve kræft i virkeligheden er relativt gode, er der bedre odds for at vinde i lotto i filmens verden. Det hele bliver lidt forudsigeligt, også fordi filmen på intet tidspunkt viger fra den typiske Hollywood-model. Filmen har potentiale til at adskille sig de tusindvis af andre chick flicks der findes, men det er som om, den bevidst vælger at smadre denne chance ved gang på gang at træffe forudsigelige valg og proppe sig selv med den ene kliché efter den anden. Vi har bestemt været her før.

The good, the bad and the predictable
Jeg kan ikke beslutte mig for, om manuskriptforfatterne bevidst har valgt, at man ikke skal bryde sig om Jess. Jo, gennem den første halvdelen af filmen har hun gjort sig mere end fortjent til en lille statue med skriften ”verdens bedste veninde”. Byrden af dette krævende venskab viser sig dog at fortære Jess hurtigere, end kræftcellerne fortærer Milly. Jeg kan selvfølgelig ikke afsløre for meget, men virkelig, manusskiptforfattere? Selvfølgelig skal der være en konflikt i en film, men at forlade sin døende bedste veninde fordi hun træffer et moralsk forkert valg, der gør hendes sidste tid på jorden mere overkommelig? Det virker urealistisk i en film, der ellers tegner et realistisk billedet af konsekvenserne ved en aggressiv kræftsygdom.

For mig bliver Jess et symbol på alt, hvad der er galt med filmen – det stereotypiske, forudsigelige og urealistiske. Det havde været en bedre film, hvis man kun havde fokuseret på Milly og hendes interessante kamp om at føle sig levende, selvom hun inderst inde godt ved, hun skal dø. Det er her, filmen adskiller sig fra andre cancer-film (er det ikke snart ved at være en genre for sig selv?) idet hun både går igennem det med humor og oprejst pande, mens hun skubber alle omkring sig væk. De er konstant tyngede af det faktum, at hun skal dø, og det er det sidste, hun har lyst til at føle. Toni Collettes præstation er fantastisk, og det lykkes hende at gøre Milly både grusom og elskværdig på samme tid, for man kan relatere til hendes reaktion, selvom den i høj grad er umoralsk og forkert. Hun er det realistiske element, der redder filmen fra sig selv, og grunden til at jeg, trods løfter om modsatte, endte med at fælde en tåre eller ti til sidst. Satans cancer-film.