I ’Scary Stories To Tell In The Dark’ må en håndfuld teenagere stå ansigt til ansigt med deres værste frygt for at overkomme et drilagtigt genfærds skumle planer for deres endeligt.

1968ernes hævntørstige, amerikanske befolkning er ikke de eneste i den lille flække Mill Valley, der er ude efter blod. For hvis man ser byen lidt nærmere efter i sømmene, vil man gennem støjen fra radiomeldinger om Vietnam og den sort-hvide TV-propaganda fra den kommende præsident Nixon, kunne høre stilheden, der lurer lige uden for byen, som langsomt, men sikkert, sniger sig tættere på.

I kanten af Mill Valley ligger nemlig et gammelt, forladt hus, tidligere ejet af den på mystisk vis forsvundne familien Bellows. Dette hus, i grænselandet mellem det levende og forladte, har en særlig tiltrækning på den forfatteraspirerende Stella (Zoe Colletti).
Da Stella en Halloween-nat finder en gammel bog i husets kæler, tilhørende den makabert tidligt afdøde datter Sarah Bellows, beslutter hun sig for lige at låne den med hjem. Bare én nat. Bare for at læse en enkelt historie før sengetid.

Hellman
Man smider ikke let omkring sig i horror-kredse med navnet Guillermo del Toro, som foruden en udødelig kærlighed til alle onde væsener, selv står bag et par af de mest originale af slagsen på den store skærm.
Det visuelle skræmmegeni skulle oprindeligt have instrueret ’Scary Stories to Tell In the Dark’, baseret på den populære børnebogsserie af samme navn. Ærgerligt nok måtte han i processen af adaptationen falde fra for kun til sidst at efterlade en svag skygge af sit visionære touch på filmen.

Hans aftryk ses blandt enkelte væsener i en kavalkade af korte bekendtskaber af umenneskelige, frygtindgydende skabninger, der hver nat skabes af den selvskrivende bog, Stella har ’lånt’. En sådan præmis er en oplagt mulighed for den monster-elskende og (nu kun) medproducerende manuskriptforfatter del Toro til at smide kreative idéer og looks efter fortællingen. Dog virker det som om, at filmen kun har fået de semi-uhyggelige discount væsener, del Toro har haft tilovers fra sine egne filmiske kreationer.

En skræmmende dårlig oplevelse
Grunden til den dårlige eksponering af dét, denne form for horror ellers burde centreres omkring, kan være André Øvredals uheldige greb om fortællingen. Den ellers interessante instruktør har i denne omgang valgt at bruge de første mere end 20 minutter af ’Scary Stories’ på at introducere filmens karakterer.

Den tilgang kan være relevant, hvis karaktergalleriet består af mere komplekse individer end: klog pige med briller, hormondrevet teenagedreng og lækker, mobbende quaterback.

Bevares, når en at de mere ”udfordrende” og ”nyskabende” karakterer er en teenage-pige med et heftigt make-up-forbrug og en god portion araknofobi, kan man dog nyde et dejligt lille set-up, idet hun efter et edderkoppebid begynder at udvikle en faretruende livagtig bums på kinden.

Jammer og rædsel
Med en aldersgrænse på 13 år er filmen ’Scary Stories To Tell In The Dark’ langtfra børnevenlig nok for bogseriens primære læsere eller blodig og grotesk nok for sit voksne publikum.
Øvredals håndtering af materialet er efter bedste evne, men desværre må denne film se sig hjemsøgt af et grundlæggende ringe manuskript, der rummer tåkrummende replikker såsom ”You don’t read the book, the book reads you!”.

Derudover bærer ’Scary Stories To Tell In The Dark’ i slående grad præg af en usammenhængende produktion, der har skiftet hænder for mange gange.
Hvis jeg var Guillermo del Toro, var jeg også løbet min vej.

Foto: Kino.dk