Af Martin Wolsgaard

Normalt har jeg intet problem med franchises, ej heller når der ikke er tale om Star Wars eller The Godfather. Bare skaberne af det nyeste skud på stammen har noget på hjerte. En oplyst ide, en udvikling i historien eller bare et strejf af originalitet. Med andre ord er filmserier helt i orden, da man lærer karaktererne bedre at kende, og der kan udforskes sider af historien, som en enkelt film måske ikke giver mulighed for. Penge er således efter min mening ikke en god nok grund til at lave flere film i en serie.

Forsøget på originalitet i Scream 4 er at lave det hele som en metafilm. Som om morderen nu selv laver en film om hans egen stribe af mord. Historien bliver optaget og uploadet på nettet næsten simultant, hvorledes filmen forsøger at indskrive sig i den moderne teknologiske tidsalder. Men her fungerer det ikke som i Cloverfield eller Blair Witch Project, hvor det håndholdte kamera fungerer til filmens fordel. I Scream 4 snakkes der blot om det, men filmen høster ikke mulighedens mulige potentiale. Man mistænker næsten manuskriptforfatteren Kevin Williamson for at have skrevet manuskriptet på baggrund af overvejelser over hvad man må og kan i gyserfranchises. Men i stedet for bare at være selvrefererende ender filmen snarere med at være en parodi på sig selv.

Handlingen i Scream 4 er såmænd ligetil: Sidney Prescott (Neve Campbell), der også var de andre films heltinde, vender tilbage til hjembyen Woodsboro, der et årti før var rammen om en stribe af legendariske mord. Så når Scream 4 finder sted er der allerede skrevet bøger og lavet 7 film om mordene. Alle kender den legendariske Ghostface Killer og den berømte maske er mere et Halloweenkostume, end den er kilde til frygt. Sidney er selv blevet en succesfuld selvhjælpsforfatter, der er i byen for at promovere sin bog Out of Darkness, der handler om hendes egen rejse fra frygt til solskin og lykke. Besøget bliver et glædeligt gensyn med de gamle venner Dewey (David Arquette) og Gale (Courtney Cox). Det hele er dog langt fra fryd og gammen, da byens unge befolkning begynder at dø til højre og venstre. Tilsyneladende til ære for Sidney.

I et forsøg på at reboote og revitalisere en gammel gyser-franchise fejles der.  Formålet må have været at anspore et yngre nyt publikum. Men dette kommer efter denne anmelders mening nok ikke til at ske. Og det er ikke fordi realistiske gyserfilm (uden zombier eller vampyrer) ikke kan fungere. Det er primært fordi, Scream 4 i bund og grund simpelthen er dårlig.

Det eneste publikum der muligvis vil fornøje sig med Scream 4, er folk, der er vokset op med Scream-filmene. Personligt kedede jeg mig i to timer. Man undrer sig således over, hvad søren eksistensberettigelsen kan have været i forbindelse med skabelsen af en fjerde Scream film – altså udover penge.