’Scream’-franchisen er allerede tilbage, med et endnu stærkere cast, endnu stærkere plot, og forfattere, der har fundet det rette fodfæste i gysergenrens landskab.

Jeg kunne nærmest ikke få armene ned, da jeg hørte, at jeg allerede ville se endnu mere i ’Scream’-franchisen blot et år efter den femte film havde premiere.

Og ’Scream 6’ beviser endnu engang, at franchisen fortsat kan og gør hvad den er bedst til, når den giver trofaste horrorfans ægte rædsel med et charmerende glimt i øjet.

I den femte ’Scream’-film var opgaven først og fremmest at give franchise-faklen videre fra de originale hovedkarakterer, inklusiv vores final girl Neve Campbell som Sidney Prescott, til et nyt, ungt cast.

På trods af min kærlighed til franchisen, må jeg dog indrømme, at det nok blev den svageste installation i serien.

At instruere den første ’Scream’-film siden den legendariske Wes Cravens død er en udfordrende opgave, og kunne kun vække diskussion; manuskriptet var usikkert, nye karakterer skulle kobles til de gamle, og gættelegen om personen bag den ikoniske Ghostface, den blev desværre ikke en fuldt tilfredsstillende oplevelse.

Jeg siger alt dette som én, der stadig havde det sjovere i biografen end jeg har med nogen andre film.

Med ’Scream 6’ bliver det dog svært for hadefulde fans og internet-trolls at finde noget at rakke ned på. Den nyeste installation er nemlig alt, en trofast fan kunne ønske sig, og mere til.

Nyt årti, ny lokation, nye drab

Efter Carpenter-søstrenes traumatiske oplevelse i ’Scream’ fra 2022, har de i den nye film skiftet spøgelsesbyen Woodsboro ud med den larmende og lysende storby New York.

Den udødelige Ghostface-maske er dog svær at flygte fra; især for Sam, datteren af 1996-filmens originale seriemorder, Billy Loomis. På trods af de nye omgivelser og psykologhjælp hjemsøges hun nemlig stadig af sin afdøde far, og snart kommer hun og hendes søsters liv endnu en gang i fare.

’Scream’ har altid haft det hovedformål, at på en og samme tid hylde sin genre og gøre grin med den.

Og hver eneste film fortsætter traditionen, med at reflektere over hvordan filmkulturen ser ud på det pågældende tidspunkt – uanset om vi ser på fødslen af sociale medier i ’Scream 4’, eller årets film, hvor der prikkes til fanatiske Letterboxd-brugere, og hvor enhver kan blive berømt natten over, på godt og ondt.

Dette gjorde den femte film også, men ’Scream 6’ vender tilbage med en nyfundet selvsikkerhed og eventyrlyst som har været utroligt savnet. Det er tydeligt, at de nye instruktører og forfattere har taget både kærlighed og had til sig, og fordybet sig i hvad det er, der gør ’Scream’ så ikonisk som det er.

De brillerer med de mest overdramatiske, detaljerede drabsscener, og med en plottwist, der faktisk er næsten nyskabende til franchisen.

Ligeså bidrager den nye kulisse kun til styrken af filmen. Måske er det kliché at flytte til New York, at flytte til London, at tage ens seriemorder ud i rummet – eller til helvede, hvis man er Jason i ’Fredag den 13.’ – men det er hele pointen!

De mest effektive scener foregår i den overproppede undergrundsbane, der på Halloweennatten er fyldt med utallige Ghostfaces. Enhver kan være den morder de leder efter, og det er skræmmende nemt at forsvinde i mængden.

Den rette arvtager til Cravens eftermæle

Det nye cast er, ligesom folkene bag kameraet, endnu stærkere og endnu mere elskværdig end før.

De støttes stadig af Courteney Cox som den ikoniske girlboss Gale Weathers, men så meget som jeg nyder at se hende på det store lærred, så ville filmen faktisk sagtens også kunne fungere uden hende.

Udover at den har skaffet sig filmverdens nyeste scream queen in the making, Samara Weaving, som kan imponere med blot hendes unikke følelseslag alene, så er det nye blod allerede en værdig arvtager fra franchisens originale trio.

Jenna Ortega er i sin unge alder allerede ved at blive en stor stjerne, og Mason Gooding og Jasmin Savoy Brown, der spiller den afdøde Randy Meeks’ nevø og niece, oser af overskud og bidrager med deres legende lette humor.

Men Melissa Barrera er stjernen, hvis der stadig skulle være nogen tvivl.

Hendes rolle som Sam høstede et smagløst, uhyggeligt karakterhad på nettet, hvor fremmede rakkede ned på alt fra hendes skuespilevner til blot hendes udseende. Det gik så frygteligt for sig, at forfatterne inkluderede en plotlinje i den nye film baseret på netop den virkelighed.

Og hun ryster det af sig så let som ingenting i ’Scream 6’, og beviser for alle de tvivlere, hvor dygtig, hård, viljestærk, og storslået en final girl hun er.

’Scream 6’ tager arven fra Wes Craven videre, og gør den moderne og blodigere end nogensinde før, samtidig med at den fastholder den signatur, franchisen har altid har kunne imponere sit publikum med.

Den er meta på meta på meta, præcis som den skal være, og jeg frydes over den evige gætteleg, de utallige klassiske filmreferencer, og en kærlighed og nytænkning til hvordan horrorgenren kan se ud.

Konklusionen er nok, at jeg aldrig bliver træt af ’Scream’. Det er en franchise, der i min optik aldrig kan blive for gammel, og hvor mulighederne forbliver uendelige. Den nyeste film er en hyldest til Craven og Kevin Williamsons oprindelig idé, og gør den samtidig til helt sin egen.

Så lav en ’Scream’-film hvert eneste år, det er jeg det eneste jeg forlanger – tak!