Ligesom Bergman lykkes det for Von Trotta at komme på grænsen til sandheden om menneskets vilkår, ved at lave et spændende portræt om en mand, der valgte kunsten frem for alt

Det vil være en hipster-kliché at kalde Ingmar Bergman for overvurderet. Udover adskillige Oscars og Guldpalmer, blev Bergman betegnet af selveste Kubrick for ”en af de eneste instruktører, der ikke bare er en artistisk opportunist”. En af Bergmans mange beundrere er Margrethe von Trotta, der indså, efter at have set ’Det syvende segl’ i Frankrig, at hun skulle lave film. Efter selv at blive anerkendt som ’Den tyske Bergman’ har Margrethe von Trotta nu valgt at lave et portræt om sit store barndomsidol.

“The greatest and most influential artist of all eternity”
Det meste af Von Trottas portræt går ud på, at den tyske auteur interviewer skuespillere og kunstnere, som beundrer Bergman. Hun interviewer stjerner fra Bergmans film, heriblandt Liv Ullmann fra ’Persona’, samt instruktører som Ruben Östlund og Carlos Saura. Det bliver meget hurtigt et stort ekkokammer for kunstnere, der indirekte får en intern kamp om hvem der kan give den største hæder. Åbenbart opfandt Bergman den legendariske indstilling fra ’Ung flugt’ før franskmændene, så François Truffaut er bare en lille dum efteraber. Selvom man har behov for at få bekræftet Bergmans indflydelse, bliver rosen næsten for meget af det gode.

Kunst eller kærlighed
Mere interessant bliver det i portrættets andet ark, hvor Von Trotta interviewer Bergmans sønner. Daniel Bergman har altid set op til sin far som kunstner, men havde aldrig et kærligt forhold til sin far. Ingmars film handler ofte om glæden, traumerne eller gensynet med barndommen, derfor forstår Daniel ikke, hvorfor han ikke selv fik en barndom af sin far. Det er et tungt emne, men i stedet for at bevæge sig ud i tårer og violingråd, vælger Von Trotta at tackle interviewet uden drama. Hun forsøger i stedet at skabe et åbent, fortolkningsfyldt billede af den komplekse Ingmar. Daniel hader ikke sin far, for han var hverken hård eller led. Faktisk opførte han sig ofte som en barnlig hyggeonkel bag kameraet, som jublede når hans scener var færdigindspillet, for så kunne han endelig få kaffe og kage. Han kunne bare ikke orke at lave kunstfilm og passe børn samtidig, hvilket får Daniel og Von Trotta til at indse, at det nok bare er umuligt at være kunstner og familiefar.

En passionerede hyldest
Samtalerne går op i en højere enhed, når de perspektiveres til Bergmans egne film, f.eks. hvordan Bergmans søgen efter barndommens simple tider bliver skildret i ’Ved vejs ende’. Det er præcis i disse perspektiveringer, at man virkelig får lyst som filmentusiast at begynde på et maraton af den svenske auteurs film. Hermed formår Von Trotta at skabe en nyfunden begejstring for Ingmar Bergmans kunst.

Den falske dokumentar
Desværre har dokumentaren en kæmpe skønhedsfejl, og det er det sløje klippearbejde. Overgangen mellem klippene er forvirrende, da flere samtaler slutter brat, og visse stemningstonede indstillinger bliver pludselig overdøvet af interviews. Der er ikke mange af disse fejl, men de er utilgivelige for dokumentaren, da den helst aldrig skal få seeren til at tvivle på, om de nu egentlig ser et billede af virkeligheden. Derfor kan jeg ikke elske Von Trottas respektfulde hyldes til Bergman, men jeg vil varmt anbefale den til alle, der er vilde med Bergman, og har lyst til at lære mere om omkostningerne ved at satse hele livet på kunsten.

Copyright: C-Films