I en nær fremtid er en ”real estate mogul”, Damian, dødeligt syg. Den eneste logiske løsning er selvfølgelig at betale et lyssky firma 250 millioner dollars for at overføre hans sind til en yngre (og lækrere) krop. Indgrebet lykkes, men som med alle nye teknologier er det ikke helt gnidningsfrit. Især ikke da Damian begynder at mistænke firmaets direktør, Albright, for at lyve om den krop, som Damian har overtaget.

En af filmens første scener er Albrights og Damians indledende møde. ”You’re not asking the right questions,” siger Albright. De står i et lagerhus med midlertidige plastikovertrukne gange og slagterilignende gummigardiner. I store kar ligger der unge menneskekroppe og gibber. Hele Albrights bevæggrund er åbenlys: nogle mennesker er så geniale og har så meget at byde verden, at én levetid ikke er nok. Damian er et af disse mennesker. Et menneske, der efterlader et så stort aftryk på verden, at hans eftermæle udødeliggør ham. Men Damian føler sig ikke udødelig. Han er ikke færdig med verden. Som en såret fugl sidder han i sin penthouse fuld af guld og forfærdelig overdådighed. Og lejligheden, som ville få selv Liberace til at rødme, er rungende tom for alt liv.

’Self/less’ er en glat film. Slick. Fra Albrights midlertidige, sterile operationsrum til New Orleans eksotiske klubber er alt en smule for pænt. Og selv om Ben Kingsleys ældre Damian virker tynget, tvær og fysisk skrøbelig, så erstattes han hurtigt af den alt for kønne Ryan Reynolds, hvis udseende matcher de hurtige biler og de (mange) lækre damer. Reynolds kommer dog helskindet igennem ved at underspille, selv i en tidlig montage, hvor den nu unge Damian bruger sin første tid på (forståeligt nok) at hore og drikke. Men filmen er heller ikke ment som et karakterstudie. Det er en ’Tre døgn for Condor’ med et sci-fi-twist, det er ’Enemy of the State’ med en semigal videnskabsmand.

Matthew Goodes Albright bliver dog forsømt. Selv om hans motivation er tydelig, forbliver den ensidet. En helt ny film gemmer sig i hans arbejde og liv, som potentielt kunne have hævet sig over almindelig underholdning. For ’Self/less’ er underholdning. Med en dejlig afslappet holdning til vold bliver der skudt, brændt og smadret forholdsvis meget. Det er en forfriskende kontrast til filmens ellers stille og stiliserede øjeblikke.

’Self/less’ ligger solidt i den lave ende af Hollywood-skalaen. Det er hverken indie eller ’Age of Ultron’, men det beskedne tal (der ikke engang ville dække Robert Downey Juniors løn) på 26 millioner dollars er blevet brugt effektivt. Se ’Self/less’ hvis du vil underholdes, men ikke mere end det. Det er ikke en kæmpe biografoplevelse, og den kan klare sig lige så godt derhjemme i sofaen, når Netflix engang får fingre i den.