’Selv i de bedste hjem.’ Anmeldt af Andreas Saxild for Filmagasinet Nosferatu, Universitetsradioen, www.nosferadio.dk
Intelligent fransk film kammer over sin betragtning af middeklassens dogmer, men leverer til gengæld en virkelig god alternativ fortællestil, som emmer af franske frølår og lummer romance.
Francois Ozons ’Selv i de bedste hjem’ fortæller historien om den unge Claude, en fransk gymnasieknægt der med sit anonyme udseende, skoleuniform og velfriserede manke overrasker sin fransklærer med sit store skrivetalent. Fransklæreren, Germain, en falleret romantisk forfatter lader sig forbløffe når Claude, midt i mylderet af ungdommens ligegyldighed med pizza, tv og hvad har du, udtrykker sin interesse for familien Rapha; en klassekammerats middelklassehjem med al dets pynt, weekendritualer, rutine og ikke mindst den hjemmegående middelklassekvinde der vækker Claudes lyst til at skrive og hans lyst til lidt fransk puha puha.
Germain sætter sig for at dyrke den unge drengs talent og opfordrer Claude til at manipulere med familiens dynamik, således at fiktionen får lov til at udvikle sig fra banal iagttagelse til regulært familiedrama. Snart får Germain daglige beretninger fra middelklassen, og selv Germains kone følger ihærdigt med, som var det en slags sladderspalte fra de kendtes hjem. Det udspiller sig til et humoristisk drama på flere niveauer. På den ene side er virkeligheden, der driver fiktionen på den anden side. Men da der er tale om en slags pseudofiktion, krydser de to verdener nu en gang hinanden. Åh nej! Kaos! Germain prøver desperat at holde pseudofiktionen inden for fiktionens rammer, samtidig med at han hungrer efter at skabe en unik historie igennem den unge teenager Claude.
Tro mig. Det bliver ikke mere fransk end Francois Ozons metafortælling. En fortælling der leger lystigt med sin struktur. Elegant hoppende ind og ud af virkelighed bliver ens forståelse af virkelighed gradbøjet så man til sidst ikke længere ved, hvis stemme man skal stole på. Det er bestemt også denne legende struktur, der er ’Selv i de bedste hjems’ store styrke. Claudes historie forbliver nemlig ganske uinteressant, og stort set ligeså hul som middelklassen han skildrer.
Jeg er blevet snydt!
Germains desperate forsøg på at få skabt drama hos familien Rapha lægger sig som et røgslør om filmens sande fortælling. Netop tragedien om den fallerede forfatter og fransklærer Germain, hvortil pseudofiktionen om Raphaerne agerer motor. Som anmelder er det svært at finde ud af om det er genialt eller vanvittigt irriterende. For på den ene side er filmens narrativ så vanvittig morsomt sat op – men ak – på den anden side er der ingen sympati at hente fra denne anmelder til nogen af filmens hovedroller. De forbliver upersonlige, naive eller bare for meget. Snarere er det ofrene for Claude og Germains fiktionsprojekt, der fanger sympati i al deres klodsede bøvethed og uvidenhed. Så tilbage står man med en måske genial, men tom ramme for filmens narrativ.
Der skal ikke sås tvivl om, at ’Selv i de bedste hjem’ er et virkelig godt forsøg på at lave en intelligent og anderledes fortællestil, dog bliver den hæmmet af dens alt for uinteressante tematik om middelklassens hulhed. Hvis blot man kunne fjerne filmens forudindtagede, snobbede ideer om middelklassehjemmets dogmer, kunne man måske kigge lidt mere afslappet med – men det er måske hele komikken?