Dødsfald bringer enten familier sammen eller splitter dem ad. Selvfølgelig er der variationer, men i bund og grund er det de to ting, der sker. Gammelt nag dukker op igen eller bliver begravet, og afdøde har måske haft funktionen som limen, der holdt det hele sammen.

Derfor er det også ideelt til film, hvor døden enten kan drejes i en komisk eller dramatisk retning – nogle gange på samme tid.

I ‘Selvhenter’ er Magnus (Magnus Millang) en topsmart, mener han selv, reklamegut, der prøver at hustle sig gennem tilværelsen på den mest luksuriøse maner. Det klarer han rimelig ringe, og det bliver ikke nemmere, da hans lillebror Emil (Emil Millang) pludselig dukker op til et pitchmøde for at fortælle, at deres far er død i Spanien.

Opportunisten Magnus ser dog en mulighed for at snuppe farens Rolex-ur og sælge det, så han tager med broderen sydpå, og derefter starter en roadtrip op gennem Europa med faren på taget i den lille lejede bil.

Millang, Millang, hvorfor er du min Millang?
Det er brødrene selv, der har skrevet manuskript, og det er Magnus, der har instrueret denne danske hybrid mellem ‘Weekend at Bernie’s’ og så Coogan/Brydons ‘The Trip’ -filmene. Og det slipper de egentlig ganske hæderligt fra, men så heller ikke mere.

Magnus er en højtråbende, misogynistisk douchebag, hvorimod Emil er den typiske irriterende åh-men-altså-jeg-tænker-jo-på-miljøet-og-så-er-det-bare-så-åh hipster, som næppe findes mere øretæveindbydende, end det er tilfældet her. Umiddelbart det perfekte umage film-match, men desværre er den unge Millang ikke helt så ferm en skuespiller som storebror. Tæerne krummer lidt i skoene, når det store skuespil skal udfoldes – det er lidt som at se Bambi på glatis nogle gange.

Heldigvis er det som regel Magnus, der bærer dialogscenerne, så Emil blot skal reagere på hans aparte opførsel, og det fungerer for det meste. Der mangler dog den sidste snert i jokesne, så det ender med at være lidt “tihi, hvor er vi uartige” og knapt så provokerende som intentionen.

Dødssejler
Hvad sidste ture angår, så er det bestemt en af de flottere af slagsen. Den lækre sydlandske stemning drypper som sirup af lærredet, og nogle overraskende potente biljagt-scener skal nok give et skud benzin i armen på de fleste (ingen fuckin’ el-biler her!).

Men alligevel sidder man tilbage med en lidt halvflad fornemmelse, og bortset fra det visuelle, så er det lidt som at se et langt afsnit af en vilkårlig serie på Zulu. Død, og hvordan opvæksten med en alkoholisk far har påvirket dem hver især, bliver sjældent berørt, og når det endelig sker, så er det på den uelegante danske facon.

‘Selvhenter’ er et kompetent filmisk håndværk med fine billeder og til tider gode jokes (en tilbagevende om håndled er særdeles effektiv), men i sidste ende er der ikke rigtig noget, som gør den mindeværdig.