af Emma Sutcu

Skuespilleren Anne-Grethe Bjarup Riis har skrevet en moderne samtidsroman som handler om livet efter en skilsmisse. Romanen tager udgangspunkt i den 40-årige Helenes liv, der finder den næste eneste ene, i form af bjergbestigeren Mads der driver en cafe på Østerbro. Helene skal strukturere sit nye liv og alt det logistike arbejde der hører til, når hendes egne tre børn og Mads’ 3-årige datter skal organiseres i hverdagen. Desuden ryger hendes eksmands nye kærestes to børn med ned i puljen. Selvom det er nok børn for de fleste, skal der også være plads til endnu et barn. Et fælles barn. Et lille vidunder der skal forbinde Mads’ og Helenes nye kærlighed sammen.

Men vent! – der er flere børn i netværket. Både dem der ikke er født endnu og dem der er på vej. Mads’ ekskæreste vil også gerne have børn sammen med sin nye lesbiske kæreste. Og minsandten om deres plan ikke er, at undfange dette barn ved brug af Mads’ sæd. Samtidig er der også andre der får børn og en hulens masse der prøver at få børn. Men for at skabe noget balance i den i forvejen overbefolkede verden, er der også et par aborter. Både frivillige og ufrivillige.

Man skal ikke være bange for snot, tissebleer og babygråd, hvis man vil kaste sig ud i denne lange roman, som vikler sig rundt om en masse sex, hospitalsbesøg og homoseksuelles behov for at formere sig. Denne anmelder går selv med graviditetstanker for tiden, så naturligvis var det en fornøjelse, at læse en historie om hvordan man får det travle hverdagsliv til at hænge sammen med børn og graviditet, og hvilke uforudsigelige komplikationer der er i forbindelse med at skabe børn. Så ja, man får ikke bare en albue i livmoderen, men et cirkelspark flyvende ind fra sidelinjen. Men thats it. Man falder ikke ned af stolen af hverken humor, friskhed eller nogen form for retfærdighed i at læse 318 sider om en kvinde der i bogstaveligste forstand løber op og ned ad Øster Farimagsgade. Jeg tilhører den gruppe der ikke er bange for at indrømme, at jeg har set alle afsnit af Sex and the City minimum 5 gange, har hulket af grin til Bridget Jones’ Diary og dyrket Nynnes Dagbog til maksimum, i sin tid. Derfor følte jeg at jeg for hver eneste side af Send Flere Børn, bare fik gentaget hvad vi alle sammen ved: Det er fucking hårdt at være kvinde, karriereminded og kærlighedshungrende. Så jeg spørger mig selv som læser, hvorfor i himlens navn vil Helene dog have et fjerde barn? Det synes jeg aldrig rigtigt man forstår, så som læser mister man interessen.

Derudover er der birollerne som vi også efterhånden er alt for velkendte med. Den homoseksuelle assistent der udtaler sine s’er som en 5-årig lillepige, den sorte køkkenassistent med alle de eksotiske urter og overskud, fordi hun er fra de varme lande, den gamle mor fra den jyske hede som mangler situationsfornemmelse og veninden som går i kreationer der får Lady Gaga til at ligne en humorforladt politiker.

Selvom bogen danser meget elegant over de helt dybe emner, er det ikke kun overfladiske sår, det hele. For vores heltinde Helene bliver gravid og får et barn der er født med visse komplikationer. Forfatteren Anne-Grethe Bjarup Riis fik selv en handikappet søn for et par år siden, og lige netop der i bogen kommer der noget dybde og sjæl. Indtil det hele ender ud i overfladiske beskrivelser igen.

Mest af alt minder bogen om et manuskript til en af de tidligere nævnte film. Eller rettere sagt, en kopi af dem. Og der er naturligvis ikke noget i vejen for at lave endnu en film der ligner alle de andre succeser. Det sker tit at man vælger det trygge og det sikre. Men anmelderen her ville hellere have læst en bog der går ud over kanten og præsenterer noget nyt og noget dybde.

2 ud af 6 stjerner.