Af Andreas Baumann.

Det velklingende franske navn bliver hængende på læberne længe efter at den to timer lange film er slut. Sérapine. Séraphine. Séraphine. Og giver man sig tid til at se den nye franske film med denne titel, så kan man da næsten heller ikke undgå lige at stoppe op, trække vejret dybt og tænke lidt over tilværelsen. Det er en film, der vil gå rent ind hos det typiske Grand-segment af biografgængerene, som holder af franske film, museer og kunst. Dem der ikke nødvendigvis skal underholdes med pistolskud, vold og mord. Mange andre vil sikkert finde filmen gabende kedelig og langsommelig. Jeg befinder mig et sted midt imellem.

Séraphine er en tankevækkende og smuk film om en stor kunstmaler, der som vaskekone og husholderske kæmper fysisk hårdt for at skrabe penge nok sammen – dels til sin egen overlevelse og dels til den dyre maling, som skal bruges for at kunne fortsætte sit kald som maler. Det er på mange måder en klassisk fortælling om den lidende kunstner, der på en knivsæg balancerer mellem genialiteten og galskaben, og som i sit kunstneriske virke er drevet af noget guddommeligt. Det er der lavet mange fortællinger om i forvejen, men Séraphine er en af de bedre. Den er spækket med smukke billeder af naturskønt landskab, og så er skuespillerpræstationen hos hovedrolleindehaveren, Yolande Moreau, intens og medrivende. Uden at vide meget om kunsthistorie og virkelighedens kunstmaler, Séraphine de Senlis (1864-1942), så virker filmen som skildring af hende forundrende ærlig og uden for stor trang til at helgengøre denne excentriske kunstner, der ender sine dage på et sindssygehospital.

Séraphine bruger det meste af sin trange dagligdag på at vaske gulve, lave mad og vaske tøj, men så snart hun har et øjebliks fred, søger hun ud i naturen for at komme i nærkontakt med det rislende vand i floden, de mægtige svajende træer eller blomsternes skønhed. Hun går med bare fødder og lader hele tiden sine hænder glide henover barkede træer, den stenede flodbund eller andre af naturens skabninger. Om natten, når hun er alene i sit lille kammer, begynder hun så at male, hvad der på den tid blev anset for obskure og uanseelige malerier af blomster og træer. Men slår den tyske kunstkritiker og kusntsamler, Wilhelm Uhde, sig ned i byen og ansætter Séraphine som husholderske. Da han en dag tilfældigt støder på et af hendes malerier, bliver han så betaget af det, at han køber hele Séraphines produktion. Han opfordrer hende til at videreudvikle hendes talent, men Første Verdenskrig kommer i til Frankrig, og da bliver Uhde tvunget til at flygte for at undgå at blive henrettet som desertør. Deres veje mødes igen efter krigen, og Séraphine er ved at være en stor kunstner, der kun venter på sit gennembrud…

Filmen Séraphine er for mange helt sikkert værd at bruge en søndag eftermiddag på, og i Frankrig har den vundet 7 priser ved sidste års César Awards bl.a. for Årets Bedste Franske Film og for Bedste kvindelige skuespiller. Den har dansk premiere 13. Maj, men bliver desværre kun vist i Grand og Dagmar i København.

4 ud af 6 stjerner.