Gyserkomediens stereotyper er ikke nemt aflivet, men de stærke hovedroller bruger dem til deres fordel – tåkrummende på den helt rigtige måde.

I 2003 byttede Lindsay Lohan og Jamie Lee Curtis kroppe i ’Freaky Friday’, en hit Disney Channel-komedie med al den galskab, en typisk mor og rebelsk teenagedatter kan udsætte sig for.

Og i år bytter endnu en duo kroppe i ’Freaky’.

Her bytter teenagepigen dog ikke med sin egen mor, men med en koldblodig, ungdomshadende seriemorder.

Instruktøren Christopher Landon fortsætter sin march igennem velkendte komedietroper. Hans nyeste sats formår, på trods af ekkoet af de selv samme mangler fra den forrige film ’Happy Death Day’, at skære en tand dybere.

Skræmmende hysterisk

Rampelyset deles mellem vores to hovedroller. På den ene side den generte teenager Millie (Kathryn Newton, ’Blockers’), der kæmper med lavt selvværd, et omvæltet familieliv og mobning på skolen.

Og på den anden side den berygtede seriemorder kendt som Blissfield-bødlen (Vince Vaughn, ’Wedding Crashers’), en midaldrende mand med en forkærlighed for at slagte uheldige unge.

’Freaky’ har alle træk, som en typisk slasher skal have, og referencerne til ’Fredag den 13.’ er der da heller ikke lagt skjul på.

Men efter et mislykket mordforsøg vågner bødlen op i et lyserødt soveværelse med teen-idolet Brendon Urie på væggen, mens den unge kvinde finder sig selv i et forladt varehus omringet af mærkværdige våben og døde dyr.

Body-swap tropen er hysterisk overdrevet, men den fungerer så utroligt godt.

Det er svært for Millie at få hjælp fra sine venner, når kroppen, hun befinder sig i, er efterlyst af politiet, og bødlen opdager hurtigt, at en blond, blåøjet pige er det perfekte gemmested fra lovens lange arm.

Og selvom hovedkaraktererne er så uhyre overdramatiske, så er begge skuespillere i deres es, når de portrætterer hinanden.

Sat sammen i en film, der ikke skyr sig fra et ordentligt blodbad (vi snakker skolelærere, der bliver savet midt over), så finder ’Freaky’ en perfekt balance mellem de to genrer i fusionen.

Stereotypernes greb

Noget, der går igen fra instruktørens tidligere ’Happy Death Day’, er desværre, at filmen, på trods af sin finurlige twist på en morsom trope, ikke helt undgår de stereotyper, der mange år har levet i gysergenren. Udover hovedrollerne går vi også den rapkæftede homoseksuelle, den følsomme fodboldfyr, den onde lærer og den afdøde forælder i møde.

De er alle bevis på, at de faste karaktertropers stramme greb tilsyneladende ikke er så nemt at slippe ud af.

Hvad der dog adskiller Landons film fra hinanden er, at ’Freaky’ har en charmerende selvironi, og overdramatikken er i høj grad, hvad der får præmissen til at fungere.

”You’re black, I’m gay, we’re so dead!” råbes der i flugten fra bødlen, som vennerne endnu ikke ved er Millie – og som de desuden også giver en god omgang bank med på vejen.

Der er så meget at elske i ’Freaky’, der på trods af det overdrevet sprog og måske trættende loyalitet til de kendte gyserkonventioner stadig formår at fortælle en kæk historie om selvsikkerhed samtidig med at brede hysterisk latter.

Og er der noget bedre end teenagepiger, der spreder rædsel? Det tror jeg næppe.