Mens stormen aftager fra MeToo og Times Up-bevægelsen, kastes der i et lille hjørne af verden et tilgivende og undersøgende blik på de utro og fraværende fædre. Måske er det på tide at spørge, om ikke også mænd lider under kønnede krav?

I ’Sermon on the Mount’ forsøger komiker og dokumentarfilminstruktør Jerrod Carmichael at forstå sin fars utroskab, der resulterede i fire, hemmeligholdte børn udenfor ægteskabet med hans mor.

Først møder vi Carmichaels mor i en samtale med familiens præst, der forsøger at overtale hende til at tilgive faren. Imens krøller dagen sig sammen udenfor de mangefarvede kirkevinduer. Det er rammen, vi hele tiden vender tilbage til.

Sideløbende interviewes mændene fra kvarteret i et mørke, der går fra gennemsigtigt til tæt jo nærmere karaktererne, vi kommer. Der er følsomme og fortrolige snakke med drengene fra kvarteret, bedstefaren med de 12 børn og til sidst et pinefuldt, varmt, anstrengt faderopgør i tusmørket.

Fødes man en mand eller formes man til én?
Igennem de personlige interviews toner en slags opskrift på promiskuøs og skadelig maskulinitet frem. Den synes ligeså påtvunget for de mænd, der må leve i den, som den er skadelig for den omverden, der må leve med den. Mændene træder frem i mørket, ikke som skurke, men børn opvokset i en stram forventning om, at en rigtig mand er én med mange kvinder og lidt uddannelse.

En epidemi af utroskab følger, og den fremstilles som en vane, et helt samfund har svært ved at rive sig fri af. Carmichaels mænd er gode, og de vil gerne være det, men omstændighederne – en generationsforbandelse, som det undskyldende og bortforklarende bliver kaldt af præsten – får dem til at glide tilbage i andre kvinders senge, som havde de selv været magneter og kvinderne jern.

Ualmindeligt velgjort almindelighed
Filmen er skudt håndholdt og i naturligt lys. Carmichael får skabt en stemning omkring dokumentarfilmens karakterer, som er både angerfuld og omfavnende. 

Resultatet er en ualmindeligt varm og klog dokumentarfilm, der hele tiden drejer sig om Carmichael og familietraumet. Her gælder det, at jo tættere på vi kommer, des mere almengyldigt bliver opgøret. Måske ikke at skulle forholde sig til de mange ekstra søskende, men konfrontationen med samfundets forventninger og ens egne, personlige familiekonflikter er .

At hans film om afroamerikansk maskulinitet og seksualitet i et udsat kvarter kan tale så klart til mig – en artig feminist fra middelklassen – er velgjort. Det skyldes hans egen (fremragende) position som interviewer/søn/gadedreng. Han stiller kloge, borende, pinefulde spørgsmål til venner og familie, alle svarer åbent reflekterende.

Et enkelt kritikpunkt kunne være, at jeg ikke altid vidste, hvem der var hvem. At filmen næsten blev for intim, at det hele blev en anelse indforstået.

Forlad os vor skyld
Mod slutningen sætter præsten, moderen og – hvad jeg tror er – en kvindelig præst sig ud på græsset foran kirken. Jesus omfavner i sin bjergprædiken synderne. Det skal en god kristen også. Men på hvilke præmisser?

Den kvindelige præst siger, at mændene selv må stå til ansvar for deres handlinger. At man kan tilgive og forlade på samme tid. Den mandlige vil ikke helt være med på den. Er kærligheden og troen stærk nok, så kan alt tilgives. Alle begår fejl. Kvinden siger, at ikke alle har fire børn udenfor ægteskabet.

I filmens allersidste skud står moren i en flyver, iført tætsiddende briller og faldskærm. Kameraet følger hende fra siden, man ser ikke den bragende, larmende himmel udenfor maskinens åbning. Hun virker forknyt, da hun springer ud. Jeg ved ikke, hvor hun lander, men jeg håber, the Carmichaels har det godt.