Efter Kulturkollektivet Gigis’ succes med debutfilmen ’Blokhavn’ er de nu tilbage med endnu en satirisk animationsfilm, hvor stereotyper, fordomme og samfundskritik forenes.

”Aldrig sig at du kan relatere til, hvordan det er at være en af os”. 

Det er starten på et skænderi mellem Hassan og Davito [David], to af de velkendte karakterer i Gigis drengegruppe fra Blokhavn. En rungende sætning, som sætter gang i refleksion hos Davito, og skaber fundamentet for filmens handling. 

Når paradiset mørkner  

De velkendte shababs [vennegruppe] Hassan, Ali, Ahmed, Abdi, Musti og Davito er tilbage i en mere forfinet form i Gigis’ (Troels Unneland, Sorena Sanjari, Malthe Emil Kibsgaard, Daniel Sanjari & Adrian Hosseinpour) nyeste animationsfilm ’Shabholm’. Livet som ung dreng på blokken er Gigis allerede kommet vidt omkring, derfor er plottet for efterfølgeren opgraderet til en større samfundskritik af ’os’ og ’dem’-mentaliteten.

Omdrejningspunktet for filmens plot er simpelt: drengene er mildest talt skidetrætte af Danmark, og derfor rejser de på ferie til ’Shabholm’. Oliesheiken Erkan Mosque har nemlig købt Bornholm og forvandlet øen til et ”Middle Eastern ferieparadis kun for shababs, hvor der aldrig er racism”. 

Der er dog ét problem – Davito er ikke velkommen, fordi han er dansker. Trods hans ivrige forsøg på at være en ægte shabab med en hjernedød fade [frisure] og en afhængighed af den tyrkiske drik Ayran, bliver han afvist. Rollerne er pludselig vendt på hovedet og for første gang oplever Davito den forskelsbehandling, som hans venner kender alt til. 

’Shabholm’ er ikke kun liv og glade dage, for Pia Støjmund har en skjult agenda – ferieparadiset er pludselig en fælde og Davito må nu kæmpe, hvis han nogensinde vil se sine shababs igen. 

Pølsevognen må vie for dej og ost

Endnu engang formår Gigis at lege med stereotyper på en hylende morsom måde, hvor der er plads til både selvironi og fordomme. Som når man på feriedestinationen ikke må booze [drikke alkohol] eller lave banats [score damer] før man er gift. Eller når en dansk drengegruppe vælter stangstive i gaderne og råber ”fisse-tuuuur”. Kontrasten er filmens komiske styrke, og de overdrevne klichéer gav mig ondt i maven af grin. 

Når Pia Støjmunds skjulte agenda kommer på dagsorden begynder danskerne pludselig at vise opbakning til shababsene – selvfølgelig med en ironisk distance, for årsagen er mest af alt savnet til Pablos pizza med ekstra pepperoni. Det viser en komisk dobbelthed i danskernes opbakning. 

Det kan være en farlig ting at lege med stereotyper, men Gigis gør det på en afbalanceret måde, hvor de ikke går over grænsen, fordi budskabet faktisk er, at vi trods forskelligheder burde forenes. Det provokerende satireunivers får os til at grine af hinandens forskelligheder samtidig med, at det prikker til vores forståelse af hinanden. Og vigtigst af alt er, at Gigis trækker tråde fra virkeligheden; for selvom det er satire, er det også presserende. 

Upgrade eller downgrade?

Gigis animationsstil fortsætter med kvikke baggrundsdetaljer som ”Joe and the jews” og ”Just Eid” – finurlige detaljer, som man ved første øjekast ikke opdager. Og den iagttagende seer vil måske opdage en hyldest til nullernes legendariske Mujaffa-spil.

Det står dog klart, at der er lagt et større budget til animationerne end tidligere, for med blødere bevægelser og bedre flow skabes et mere gennemført udtryk. Men var det overhovedet nødvendigt? For mit vedkommende er det netop den statiske og grove tegnestil som forstærker stereotyperne og gør projektet endnu sjovere, og den savnede jeg lidt. Grovheden er stadig til stede, men Pia Støjmund ser pludselig mindre ondskabsfuld ud fordi karikaturen er forfinet. Animationsteknikken er forbedret, men det taber noget af vulgariteten. 

Sulten på mere shababs

’Shabholm’ besidder en fin enkelthed, men minder i sin form om det, vi allerede har set fra Gigis. Alligevel synes jeg, at filmen formår at adressere et komplekst samfundsproblem på en enkelt og letforståelig måde. Enkelthed er ikke altid dårligt, for et simpelt plot med et vigtigt budskab giver af og til mere end det komplicerede. 

Nogle vil nok påstå at Gigis snart burde finde på noget nyt, men for mig er deres styrke netop deres ’blokhavns-univers’. Der er rig mulighed for yderligere udforskning af de elskede shababs, og derfor glæder jeg mig til at se, hvad Gigis har i ærmet til næste gang.