Netflix har lavet Leigh Bardugos kendte Grishaverse-bøger til en tv-serie, som får Lennons hjerte til at banke, mens Anita ville ønske, hun ikke havde læst bøgerne. Den nye fantasyserie er et perfekt eksempel på, hvor svært det er at ramme nye seere, mens man tilfredsstiller de gamle kendere.

I landet Ravka findes der mennesker, som har fortryllende evner. Evner, som os dødelige ville kalde for magi, men som for dem bare er en del af almen videnskab.

For lang tid siden var der en af de her mennesker, som tildækkede et stort område i en mørk tåge fyldt med monstre. Ifølge legenden kommer der en dag en solhelgen, der kan redde dem alle og lyse mørket væk.

Mød Alina Starkov (Jessie Mei Li). Alina er kartograf for Ravkas militær, men hun får pludselig rodet sig ud i en uheldig situation, hvor hendes og hendes bedste vens, Mal (Archie Renaux), liv står på spidsen.

I ’Shadow and Bone’ følger vi hendes historie, sammen med andre interessante karakterer fra Leigh Bardugos Grishaverse-bøger.

I den her anmeldelse får vi både en vinkel fra en helt ny seer, Lennon, og fra en erfaren læser, Anita, hvor de samtidig formår at inkludere Ben Barnes i alle deres svar.

Hvad drog dig umiddelbart til serien? Og hvad var dit første indtryk fra pilot-episoden?

Lennon: Jeg har lidt et love/hate-forhold til bøger – på trods af at være en stræbende forfatter og sprogstuderende kan jeg simpelthen ikke holde koncentrationen til at læse. Derfor må jeg kende mig skyldig i at være uvidende i forhold til de bøger, som tv-serien er baseret på.

Dog elsker jeg fantasy og sci-fi på skærmen og traileren, om end overvældende, gjorde mig nysgerrig. Men ej, okay, Ben Barnes er med i den. Er det ikke nok grund til at se den?

Jeg sætter stor pris på når produktioner giver nye og up and coming-skuespillere en chance for at udfolde sig, og det gjorde helt sikkert oplevelsen bedre.

Givet at det er en pilot-episode, og det er fantasy, hvor universerne tit har mange regler, gik det lige lidt hurtigt med de mange termer for magi, og hvor i verden, vi var henne (jeg måtte i hvert fald lige finde en fanwiki for at huske det hele). Ellers var der en god balance mellem de forskellige introduktioner af karaktererne.

Ben Barnes kommer dog først i andet afsnit. Øv.

Anita: Min opvækst bestod af at sluge alle fantasy-bøger, jeg kunne få fat på, og det inkluderede også Grishaverse-bøgerne. Da jeg så hørte, at Netflix laver bøgerne til en tv-serie (og at Ben Barnes er med), var der ingen tvivl om at den skulle ses.

Jeg må dog indrømme, at jeg ikke var den største fan af ’Shadow and Bone’-bøgerne, og jeg var lidt skuffet, da jeg hørte at tv-serien ikke udelukkende handler om alle mine venner i ’Six of Crows’. Men hey, hapsihaps til Benny-Ben.

Mit umiddelbare indtryk af pilot-episoden bestod af stor forvirring. På trods af at have læst bøgerne syntes jeg, at det var svært at følge med og hele introduktionen til den nye verden var lidt for rodet.

Hvad synes du om castet? Var der en skuespiller, der gjorde indtryk på dig? Og hvordan lever karaktererne op til bøgerne?

Lennon: Nu kan jeg jo ikke sige meget om bøgerne, men alle karaktererne er virkelig spændende, og man får bare lyst til at komme til bunds i hver og en af dem.

Der er tre ”grupper”, man følger på samme tid og de såkaldte Crows gik i mit hjerte med det samme, jeg elsker et godt kup, og hallo, høje hatte og knivkasteri? Sign me the fuck up.

Ben Barnes gør det (ikke overraskende) stjernegodt. Siden han spillede Prins Caspian i ’Narnia’-universet, er han blevet en mester i sexede skurke, og det synes jeg bare, han skal blive ved med.

The Darkling, som hans titel er, er sådan én, man elsker at hade. Han er almægtig og snu, og se dog på ham! Hans overdådige kappe og pelsfrakke!

Der er en desperat mangel på biseksuelle karakterer i medierne, så jeg var overordentligt henrykt over Jesper Fahey (Kit Young). Hans queerness er ikke en svaghed, der bliver gjort grin med, han er sjov uden at være et comic relief, og han er fucking badass.

Serien bidrager også med en queer sexscene, men selvom den burde være endnu et point i min bog, er den lidt sværere.

Karakteren er ikke seksualiseret på det groveste, som vi har måttet undergå i årtier, men sexscenen (den eneste i hele sæsonen) virkede malplaceret i forhold til, hvor de var i handlingen, og at han teknisk set svigter sit job i kuppet for at være sammen med en stalddreng, får min glæde til at falme en smule, må jeg indrømme.

Anita: Som man måske kan fornemme indtil videre i den her anmeldelse, så spiller Ben Barnes lidt af en rolle – både bogstaveligt talt i tv-serien og figurativt i mit hoved. Der er ikke så meget at sige dér i og med, at han gør et fortrinligt stykke arbejde, as per usual.

Noget andet, der sprang mig i øjnene, var castingen af hovedrollen, Alina Starkov. I bøgerne er Alina beskrevet som forholdsvis hvid, men sammen med forfatteren af bøgerne valgte produceren hos Netflix at caste en skuespiller af asiatisk baggrund.

Det giver fin nok mening i forhold til bøgerne, og jeg synes også de gør det godt i serien – det er en spændende vinkel at tilføje til en i forvejen interessant verden.

Når alt det er sagt, så var jeg ret skuffet over portrætteringen af Alina. Min oplevelse af hende fra bøgerne var meget anderledes, end hvordan man ser hende i serien, og det handler udelukkende om min utålmodighed med en hovedrolle, som græder hvert andet minut.

Et andet irritationspunkt er castingen af Kaz Brekker (Freddy Carter). Hvor mit problem med castingen af Alina mere handler om selve portrætteringen, så er udfordringen her udseendet.

Freddy Carters version af Kaz virker meget yngre og sårbar, end hvordan jeg havde forestillet mig ham ud fra bøgerne – bare hans stemme er for høj til at ramme Kazs ru personlighed og bravado.

Serien er jo faktisk baseret på to forskellige bogserier i samme univers, som er slået sammen. Hvordan fungerer plottet med det i baghovedet?

Lennon: Det vidste jeg jo slet ikke, men i mit hoved giver handlingen mening, så deres indfletning af de to må da være nogenlunde. Jeg tror problemet går på, at tiden i hvert afsnit til de forskellige plot må balanceres rigtigt.

Jeg ønsker mig mere af Nina Zenik og Matthias Helvar (Danielle Galligan og Calahan Skogman), som helt klart var nedprioriteret i forfatternes øjne – deres forholdsudvikling går lidt for hurtigt med for få scener, derfor er deres kemi ikke helt solgt for mig.

En serie som ’The Witcher’ synes jeg er et godt eksempel på flere tidslinjer og karakterer, der alle prioriteres ligeværdigt og flettes sammen uden problemer.

Udviklingen af plottet var dog tilfredsstillende, og hovedrollernes motivationer var godt udpenslet og utroligt overbevisende – så meget, at jeg allerede ville ønske, jeg havde en sæson to at sluge på en weekend (host host, Netflix).

Anita: Et af de største lyspunkter for mig i serien var scenerne med Nina og Matthias, og der er jeg helt enig med Lennon om, at man slet ikke fik set nok. Der var en fantastisk kemi mellem de to skuespillere og deres rejse sammen løftede hele min oplevelse af serien.

Handlingen i ’Six of Crows’-bøgerne sker et par år efter ’Shadow and Bone’, hvilket desværre betyder at der er uundgåelige fravalg af forskellige plotpunkter (primært fra ’Six of Crows’).

Den nye handling resulterer så også i, at der er andre plotudviklinger og personlighedsudfoldelser, end man oplever i bøgerne, og afhængigt af ens forhold til bøgerne, så kan det gå begge veje.

For mig var det desværre negativt, da jeg virkelig savnede flere detaljer og generelt mere tid brugt på de enkelte personer.

Som primær fan af historien om Kaz Brekker og hans crew, så er det lidt ærgerligt at der mangler så meget, og der er så lidt screen time med de seje typer.

Men det er måske derfor, at de kaldte tv-serien for ’Shadow and Bone’ og ikke ’Six of Crows’?

Lad os blive lidt tekniske – fantasyfilm og -serier er svære at mestre og ikke alle lykkes. Er CGI’en i ’Shadow and Bone’ overbevisende?

Lennon: Som man kan erfare fra BBC’s ’Merlin’, er vi kommet langt med teknologien, og jeg har næsten ingen klager, når det kommer til ’Shadow and Bone’. De dragelignende monstre er klamme og blodige – ikke så skræmmende som ’Stranger Things’ Demogorgons, men langt mere livagtige end dragen i førstnævnte serie (men seriøst, ’Merlin’ er en klassiker).

Derudover bruger Ben Barnes (ja, igen) mørket på den helt rigtige måde. Jeg får seriøst snart et hjerteanfald af den mand.

Det eneste problem ligger i Alinas kræfter – jeg elskede hende fra første øjekast, fordi hun er emotionel og hårdtslående på den helt rigtige måde, men jeg tror ikke produktionen har været enige i, hvordan hendes kræfter egentlig ser ud, da de skifter farve fra afsnit til afsnit.

Anita: Alina ligner en lyspære, når hun bruger sine kræfter. Enough said?

Ej, serien gør det overordnet set ret godt. Udover en overdreven brug af magiske (og distraherende) håndbevægelser, så er det et mega flot univers med smuk scenografi og lækre lydeffekter.

Ildkugler, der bliver kastet fra hånd til hånd, hjertebanken, som kan stoppes ved en enkelt berøring – det er næsten som om jeg er med i serien og er i fare for at blive skåret tværs over af Benny-Bens fortryllende mørke kræfter.

Jamen, hvad er så den endelige bedømmelse? TV-kunst er jo intet uden sine stjerner.

Lennon: Overordnet set er jeg fan. Alle karakterer er utrolig interessante, og jeg sad aldrig og kedede mig. Sammenlignet med Netflix’ anden bogbaserede fantasy, ’Shadowhunters’, synes jeg helt klart, de har forbedret sig.

Dialogen er langt hen ad vejen velovervejet og ikke forhastet, og skuespillet er naturligt – særligt Ben Barnes’ skurk (jeg stopper aldrig med at snakke om ham), der formår at skræmme og trække publikum til sig på samme tid.

Og selvom der er meget at sætte på plads i første omgang, lærte jeg hurtigt forskellen på de forskellige magikere og kunne følge med uden problemer.

Det er bare de casting-detaljer – Nina Zenik burde have været tyk, og det er skuespillerinden ikke, den handicappede Kaz Brekker spilles ikke af en handicappet skuespiller, og spørgsmålet om queer repræsentation, og om man kunne have taklet visse ting anderledes melder sig atter.

Dét sammenlagt med at der halvdelen af tiden simpelthen er skod belysning (er David Fincher en ukrediteret samarbejdspartner eller hvad?), lander min vurdering på 5 ud af 6 stjerner.

Hver eneste kampscene var medrivende og veludført på højeste plan, det vælter med meme-able øjeblikke og kostumerne er bare til at dø over. Jeg vil have mere.

Anita: Jeg er en sucker for fantasy, både i bøger og på skærmen, og så meget som jeg elsker Ben Barnes og alle de elskværdige misfits i ’Six of Crows’, så skulle der alligevel 3-4 afsnit til af ’Shadow and Bone’ før jeg var lidt tilfreds.

Det var først efter, at jeg havde dannet en relation til tv-versionen af handlingen og karaktererne, at jeg kunne lægge min skuffelse fra mig og fokusere på, hvad der jo egentlig er en god nok tv-serie.

Hvis jeg ikke havde læst bøgerne først, så ville jeg nok være enig med Lennon og være mere entusiastisk.

Desværre synes jeg ikke, det taler godt for serien, at man som seer ville ønske, at man netop ikke havde været læser først. Derfor giver jeg serien 2 ud af 6 stjerner.