Af Martin Wolsgaard

Michael Fassbender leverer en modig og fantastisk fængslende præstation som sexnarkoman i Steve McQueens kompromisløse drama Shame. Han udstråler så meget rå og medrivende energi, at man i hver scene ikke kan tage øjnene fra ham. Sagen er blot, at man indimellem måske ville ønske , at man kunne. George Clooney kommenterede i en sketch ved Golden Globes, at Michael Fassbender kunne spille golf uden golfkølle.

Shame er skrevet og instrueret af den britiske filmmager Steve McQueen (der tidligere har haft succes sammen med Fassbender i IRA-dramaet Hunger i 2008). Den er på trods af ”forbudt for børn”-rating og utallige nøgenscener helt drænet for erotik og følelse. Derimod giver den kuldegysninger helt ind til benet og er derfor naturligvis ikke altid helt behagelig at se på. Fassbenders karakter, Brandon, er afhængig af sex. Han vil have sex med hvem som helst, hvor som helst. Selv hans arbejdscomputer på kontoret i Manhattan er fyldt med porno. Og når han ikke kan finde nogen at knalde,  hyrer han en prostitueret, forsøger sig på en bøssebar, eller bare med gammeldags onani – helt mekanisk uden følelse.

Hele herligheden bliver dog ødelagt af en blond kabaretsangerinde ved navn Sissy (Carey Mulligan), der dukker op fra LA og flytter ind på Brandon’s sofa. Hun er hans søster og bliver på en eller anden skæv måde katalysator for en krise i Brandon’s liv. Vi ved ikke præcist hvordan eller hvorfor Sissy har den effekt, hun har – jeg vil påstå, at vi ikke behøver at vide det – men McQueen føler ingen trang til at overforklare, skære ud i pap og tale ned til sit publikum, som en anden *host host* Woody Allen *host host* følte trang til i en blockbuster fra sidste sommer.

Mulligan er på alle måder opsigtsvækkende. Eksempelvis fastholder McQueens kamera hende i et nådesløst closeup, mens hun synger “New York, New York” med smertende langsommelighed. På ret elegant vis gør Mulligan sin forholdsvis lille rolle i filmen til sin helt egen.

Fassbender (der vandt skuespillerprisen på Venedig Filmfestival) og Mulligan leverer begge virkelig stærke portrætteringer af mennesker, der drukner i et fjendtligt hav af købesex og selvhad (Oscar-snub). McQueen kombinerer 80’er disco-pop og romantisk musik i et af årets måske bedste soundtracks (Oscar-snub), og hans fotograf, Sean Bobbitt, fremviser de kolde og sterile interiørs i Manhattens kontorbygninger bedre end nogen anden har gjort siden American Psycho (Oscar-snub). Årsagen til fraværet af nomineringer til den store pris er nok, at Shame for mange ikke bliver en helt let film at sluge, men inderst inde er den et meget flot stykke cinema. Således er der for undertegnede kun at sige, at der ikke er nogen nem måde at ryste Shame af sig. Den bliver i ens hoved.

Fotos: Camera Film