Shelley tilfører intet nyt til gyserfilmen, men kunne måske være en god metafor for en husk-kondom-kampagne.

Det er set før. Graviditeter, dæmonbørn, død og besættelse. Ali Abbasis idé er langt fra ny. Rosemary’s Baby og Omen er ikoniske film, og inspiration herfra er derfor forståelig. Desværre bliver resultatet af denne efterstræbelse ofte intetsigende klicheer eller latterligt makabre nyfortolkninger. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at ’Shelley’ figurerer som afvigelse i den kedelige statistik. I stedet fik filmen mig til at fundere over hvorvidt filmabort ville være en meget fornuftig idé.

Moderniseret kliché
Rugemoraspektet  i filmen er sådan set ganske moderne og samtidstypisk. Surrogatmoren er den rumænske kvinde, Elena, hvis oprindelige funktion er husholderske for det dansk-svenske par Kasper og Louise, da Louise er svækket efter endnu en abort. Parret har valgt at tage afstand til det moderne liv og bor nu isoleret i det smukke svenske højland i deres store hus uden elektricitet,  rindende vand eller telefondækning. Den eneste kontakt Elena får til omverden bliver derfor fastnettelefonsamtaler med hendes søn, som venter hjemme i Rumænien.

Elena falder dog hurtigt til og udvikler et fortroligt og kærligt forhold til Louise. Derfor accepterer Elena Louises tilbud, da hun beder hende bære sit barn, og samtidigt lover hende penge nok til at vende hjem samt købe en lejlighed til hende og sønnen.

Herefter går det grueligt galt – uheldigvis ikke kun for den lille umage familie, men for hele filmoplevelsen. Alt imens Elenas graviditet skrider fremad, glider jeg længere og længere ud af filmen. Hvad der startede som noget, der kunne være endt ud i en udmærket gyser, bliver nu endnu en fuser i en i forvejen rigelig stor bestand.

Ufuldbåren rus
Jeg nyder et billigt adrenalinrus, og har af den årsag set en del gysere i ønsket om hurtig hjertebanken og hårrejsning. Jeg taler derfor også af bitter erfaring når jeg påstår, at der er langt mellem den gode rus i et hav at nittere.

Det er ikke fordi ’Shelly’ ikke har potentiale til at blive en succes, hvilket kun gør skuffelsen des større. Skuespillet, især Ellen Dorrit Petersen som Louise, er sufficient, lokationen er velvalgt og smuk og lydsiden er sågar utraditionel og reviderende for genren det meste af vejen. En interessant integrering af elektroniske gradationer falder desværre til jorden, når disse blandes med den altid ulokaliserbare klichérede barnegråd. Det eksperimenterende kameraarbejde kan desværre heller ikke redde filmen.

’Shelly’s problem er netop, at den aldrig formår at male et færdigt billede, men i stedet tegner en steril og kunstig oplevelse.
Filmen trækker en masse tråde, men ingen af dem bindes nogensinde sammen. På uopfindsom vis gøres vi opmærksom på at intet er, som det skal være, hvilket egentligt ikke er det pertinente problem. Hovedpinen ligger i at disse varsler aldrig udmunder i meningsgivende eller skrækindjagede udfald.

Kort sagt fejler ’Shelley’ altså i at give dig den letkøbte tilfredsstillelse du søger, når du sætter dig til at se en gyser.
Når et så basalt behov ikke bliver opfyldt, får det mig til at ønske, at film som ’Shelley’ aldrig var blevet født.